Dacia Duster 1,5 dCi 4WD


Dacia fejrer 5 års fødselsdag i disse dage, hvilket de bl.a. fejrer med 5 års garanti på alle deres modeller. En af disse modeller er den nye Duster, som vi netop har haft til test.

 

Duster er Dacias robuste mellemklasse SUV, der nu er blevet faceliftet på rigtig mange punkter. Et facelift der i den grad (i mine øjne) var nødvendigt, da den forrige model ikke var særlig imponerende. Det skal forstås på den måde, at Duster nok skulle få dig fra A-B, men det var bestemt ikke altid en særlig stor fornøjelse. Kvaliteten af materialerne var simpelthen ikke up-to-date og selvom der var tale om Renault motorer og gearkasser, så var det bare som om det ikke rigtig fungerede – ligesom sikkerheden. Den haltede gevaldigt. Derfor var det forståeligt nok også med en hvis forsigtighed, at jeg modtog den nye version – og det store spørgsmål var selvfølgelig, hvorvidt der var sket mærkbare forbedringer, der kunne retfærdiggøre et køb af Duster, for andet en et billigt transportmiddel med nyvognsgaranti.

 

Rent visuelt er der sket lidt ændringer på Duster – og jeg må være ærlig og sige, at selvom bilen ikke vinder nogen skønhedskonkurrence, så tager den sig faktisk ganske glimrende ud. Den har et meget markant udseende med voluminøse linjer og et robust udtryk. Specielt forfra spiller den med musklerne, hvor den bagfra mest har hentet inspiration fra en bil som Jeep Renegade.

 

Indvendigt er der også sket ting og sager. Materialerne har fået et løft opad, og samlinger og syninger er faktisk ganske godt lavet. Der er på ingen måde den billige følelse, som var kendetegnet på den forrige model. Selvfølgelig er der ikke brugt luksusmaterialer – men, det man har brugt er så absolut acceptabelt for en bil til godt 140.000 kroner.

 

Vores testbil var udstyret med Renaults velkendte 1,5 liters dieselmotor med 110 hk. Den havde samtidig firehjulstræk, hvilket jeg var meget spændt på at teste. Gearkassen var 6-trins og manuel, hvilket er en nødvendighed, da automatgear ikke fås til versionen med firehjulstræk. Men, det er faktisk OK, da der er sket store forbedringer på netop dette område. Og selvom det ikke er en gearkasse, der indfinder sig blandt de bedste, så gør den det ganske glimrende. Gearingen er dog en anden sag, som jeg ikke helt forstår. Første gear er stort set ligegyldigt, da start fra stilstand nemt foregår i andet gear. Generelt var bilens gearing ganske forvirrende eller skal vi sige ”ukonventionel”. Men, med lidt tilvænning og ændring af skiftemønster gik det fint. Jeg vil dog klar anbefale Renault at få kigget på netop dette.

 

Firehjulstrækket virker glimrende og var en god partner på de kolde og glatte veje, som havde indfundet sig i testperioden. Det var muligt at slå det til eller fra og jeg oplevede på ingen måde problemer med systemet. Det fungerede rigtig godt.

 

Køreegenskaberne er tydeligvis strammet op i forhold til den sidste version. Duster opfører sig fint på små landeveje og er ganske behagelig på motorvejen. Der var på intet tidspunkt raslelyde e. lign., som vi tidligere har oplevet med den tidligere model.

 

Duster fås fra knap 144.000 kroner. Her får du en 90 hk dieselmotor med manuelt gear og træk på forhjulene – udstyrsniveauet hedder Access og er forholdsvis begrænset. Topmodellen heder Prestige og har denne 110 hk dieselmotor med manuelt gearskifte og firehjulstræk. Den koster godt og vel 247.000 kroner. Fælles for alle modeller er, at du kan tilkøbe en Adventurepakke for cirka 7.000 kroner. Her får du et mere robust look og en masse specialdesignede optiske elementer – bl.a. kængurugitter og sidesteps.

 

Samlet set, så har Dacia Duster på ingen måde skræmt mig. Faktisk er det forfriskende at se, at Renault har lyttet og skabt en bil, der rent faktisk er værd at køre i. Jeg fristes næsten til at sige, at Duster er blevet voksen, da ”den” har lyttet til kritikken og taget det til sig. Men, du skal ikke vælge den billigste model – du bliver nødt til at finde muldvarpen frem og smide lidt håndører for et par ekstra udstyrstrin – og så kommer vi op i et prisleje, hvor vi også finder biler som f.eks. Peugeot 2008 og Ford EcoSport. Men du behøver ikke være bange for Duster anno 2018, for det er blevet en glimrende bil, med lang fabriksgaranti og et højt udstyrsniveau. Og fortsætter udviklingen med samme  hast, så bliver det da spændende at se Duster anno 2020.