Smart ForTwo


Mikrobilerne er uden sammenligning den bilklasse, der er vokset mest i Danmark siden finanskrisen. Pludselig kom en biltype, som fuldt ud levede op til alle sikkerhedskrav, som var økonomisk og prissat så de fleste kunne være med. Der er sket meget siden denne salgsbølge startede og mikrobilerne kan i dag leveres med udstyr, der tidligere var tiltænkt Mercedes S-klasse og Audi A8 – og alle bilproducenter med respekt for sig selv, har en mikrobil i sin modelrække. Der findes dog én fabrikant, som udelukkende sælger mikrobiler – og det er selvfølgelig Smart. Firmaet der er ejet af Mercedes-Benz, men som lever sit helt eget liv.

 

Smart har altid været noget helt specielt for undertegnede, da jeg synes, det var fedt, at man turde lave noget, som ingen andre gjorde. At man turde tage chancen med design og størrelse, og alligevel holde lidt eksklusivitet omkring mærket. Den seneste generation af Smart er da også sin helt egen rent designmæssigt – men rigtig meget af bilen er en Renault Twingo. Det fjerner selvfølgelig lidt af det eksklusive, hvis man har det i tankerne, når man sidder bag rattet. Men, helt ærligt, så er det kun Smart ForFour (den med fire døre, red.), der får tankerne hen på Renault Twingo – for Smart ForTwo (den med to døre, red.) er designmæssigt så langt fra noget andet, at den bare er helt unik. Denne gang kigger vi dog nærmere på ForFour modellen.

 

Design
Set udefra er ForFour en lidt spøjs model. For der hvor ForTwo ser cool ud, der er ForFour mere kluntet og ikke helt tro mod den designfilosofi, som egentlig var tiltænkt bilen. Men, når der skal være plads til et sæt døre mere, så bliver man mange gange nødt til at gå på kompromis med designet, hvilket man tydeligvis også har gjort her.

 

Vi testede ForFour i skøn orange metallak med sort tridioncelle (tag og bagstykke, red.), hvilket er et plus for designet. Jeg vil dog varmt anbefale nogle alufælge til bilen, da de almindelige metalfælge ikke gør noget godt for designet.

 

Indvendigt er der også fuldt skru på designet og ordet ”futuristisk” passer meget godt på mange af elementerne. Jeg havde dog gerne set en højere kvalitet, når det drejer sig om materialevalget – noget der kunne give en lidt mere eksklusiv følelse.

Bag rattet sidder du ganske glimrende. Men, du skal under alle omstændigheder vælge den udstyrspakke, der giver mulighed for at indstille førersædet i højden. Ellers kommer du til at sidde helt oppe under taget, hvilket ikke er særlig bahageligt. Og sådan er det faktisk med rigtig mange ting i Smart – der skal købes ekstraudstyr, for at når det komfort eller tekniske niveau, som man egentlig ville forvente fra en bil fra Mercedes-Benz til at starte med.

 

Motor, køreegenskaber og udstyr

Motoren i Smart er på 1,0 liter, yder 61 hk og ligger bag i bilen. Det betyder samtidig, at Smart’en har baghjulstræk. Det gør en hel del for køreegenskaberne, når forholdene er til det og giver en ualmindelig lille venderadius – et kæmpe plus ved f.eks. kørsel i byen. Smart er samtidig udstyret med en hel del hjælpemidler, der gør sit til at højne køreoplevelsen. Bl.a. er sidevindsassistenten, der er en udvidelse af ESP-systemet ganske praktisk, idet det starter en automatisk bremseintervention, hvis det registrerer kraftig sidevind. Systemet er standard på alle Smart biler.

 

Parameterstyring er et andet element, der hjælper dig ved f.eks. bykørsel, hvor det bliver nemmere at dreje rattet. Ved kørsel på motorvej strammer systemet styretøjet op, så styring føles mere fast, hvilket øger komforten men også sikkerheden.

 

Faktisk er køreegenskaberne i Smart ForFour ganske glimrende, men helt så go-kart agtige, som man umiddelbart skulle tro er de nu ikke. Der er Smart ForTwo lidt sjovere, hvilket nok hænger sammen med bilens længde og derved også vægtfordelingen. Motoren er på trods af sine 61 hk og den lave vægt ikke nogen vildbasse, og konkurrerende mærker byder på langt sjovere motorer. Gearkassen er 5-trins manuel og meget Renault-agtigt. Den kunne godt være bedre. Accelerationen fra 0-100 km/t er overstået på 16,7 sekunder, hvilket er meget. Det gennemsnitlige brændstofforbrug er 21,3 km/l og CO2-emissionen er på 108 g/km.

 

Faktisk har Smart en hel del standardudstyr, som er ganske imponerende – men det meste er indenfor sikkerhed. Vil du have komfortudstyr, så må du punge ud. Komfortpakke, Eksklusivpakke, Alupakke, Vinterpakke, Sportspakke, Panoramapakke og Open Air pakke er alt sammen designet til at højne komforten eller kvaliteten. Men de koster – og så er det at Smart pludselig bliver ganske dyr, sammenlignet med andre mærker i mikroklassen.

 

Pris
Vores testbil havde en basispris på 126.380 kroner. Hertil kommer 5.760 kroner for den lækre lavaorange metalfarve, hvilket bringer prisen op på 132.140 kroner. Det er mange penge, og jeg tror også godt, at de ved det hos Mercedes-Benz/Smart Danmark. Kunne der klemmes 15.000 kroner af den basispris, så var det pludselig en helt anden sag at præsentere sig overfor konkurrenterne.

 

Personligt kan jeg godt lide Smart og jeg glæder mig helt utrolig meget til den nye version af den elektrificerede Smart kommer til landet i ForTwo udgaven. Den bil giver virkelig meget mening, hvis man bor i byen og går op i miljøet samtidig. Desværre ender prisen nok lidt (læs: meget) over gennemsnittet. I mine øjne er Smart ForTwo det bedste køb, med mindre du skal bruge bagsæderne. Hvis ikke, så ser bilen bedre ud, kører bedre og sender et helt andet statement end det er tilfældet med ForFour. Og skal du rigtig give den gas i byen, så vælge cabriolet versionen.