Jaguar E-Pace 2,0 R-Dynamic


En af de absolut mest omtalte biler fra Jaguar i nyere tid er den nye E-Pace – og det er ikke blot pressen, der taler om bilen, det er/var også internt hos Jaguar, at der var store diskussioner om, hvorvidt det var en bil, man ønskede at sætte i produktion. Mange i den øverste ledelse mente simpelthen ikke, at det var en bil, der kunne sælges. Man mente, at F-Pace var den type SUV man skulle forbinde med Jaguar navnet – ikke en mindre SUV, der måske manglede lidt pondus og samtidig kunne prissættes betydeligt lavere end det vi ellers kender fra mærket. Men, heldigvis valgte den øverste ledelse at lytte til deres designere og ingeniører – noget de på ingen måde har fortrudt i dag.

E-Pace er skabt for at imødekomme forbrugernes ønske om at køre luksuriøse SUV’er, der dog ikke nødvendigvis var så voluminøse og ”klodsede” at køre rundt i – men alligevel besad de klassiske SUV elementer. En trend der opstod under den finansielle krise, hvor de store SUV’er blev for dyre og kunderne derfor valgte at gå et trin ned. Kærligheden til de mindre modeller blev dog så stor, at den har hængt ved efter krisens afslutning, hvilket har sendt salgstallene i vejret med raketfart. Og det gælder også E-Pace.

E-Pace sælger ekstremt godt og den danske importør kan da heller ikke få armene ned af bare glæde – ordrebøgerne bugner og folk har i den grad taget den nye model til sig. Men, hvad er det ved E-Pace, der gør den så attraktiv? Lad os se på det.

For det første ser E-Pace jo hamrende godt ud. Målet for designerne var egentlig at skabe en meget sportslig SUV – og det gjorde man simpelthen ved at forstille sig den lækre F-Type sportsvogn i SUV look. Derfor vil du også se mange designmæssige elementer fra F-Type, der går igen på E-Pace. Ja, man fristes helt til at sige, at E-Pace er en F-Type, der er presset sammen, og derved fået øget frihøjde og SUV look. Specielt bagender med de smukke lygter viser de sportslige aner.

Også i kabinen har den fået fuld gas. Der er dømt klassisk Jaguar, men selvfølgelig med de nyeste elementer og features. Specielt seneste generation af Jaguars store mediaanlæg fungerer imponerende godt. Det er hurtigt og har alle de elementer du har brug for. Betjeningen er ligetil og det er nemt at blive dus med – det fortjener Jaguar store roser for.

Kvaliteten af de materialer der er brugt fortjener også masser af positive ord med på vejen. Det er rart at se, at blot fordi man laver en ”mindre” bil, så slækker man ikke på sine kvalitetskrav. Alt føles behageligt, selv i det billigste trim.

Pladsmæssigt overrasker E-Pace positivt. Faktisk føles den i kabinen lige så stor som sin søster F-Pace – men, den mangler dog lidt bagageplads i en direkte sammenligning. Men med mindre du absolut skal have plads til en barnevogn, så burde pladsen i E-Pace være tilstrækkelig for de fleste.

Rent teknisk så fås E-Pace med flere forskellige motorer. Mindste mulighed er en 150 hk diesel med manuelt gearskifte og forhjulstræk. Motoren gør det ganske glimrende, er støjsvag og ganske økonomisk. Èn motor skiller sig dog ud og det er den 180 hk diesel, der sammen med en yderst velfungerende 8-trins automatisk gearkasse og et suverænt firehjulstræk, giver en køreoplevelse i særklasse. Motoren er imponerede støjsvag og har masser af trækkraft i alle situationer. Gearskiftet virker perfekt afstemt til netop denne motor og de lange stræk på motorvejen virker noget kortere, når du sidder bag rattet på E-Pace. Lige netop denne kombination fortjener Jaguar så meget ros for – det er afsindig godt!

Køreegenskaberne er også på et meget højt niveau. Igen kan ingeniørernes ønske om en sporty SUV mærkes, det er rigtig godt. Mest imponerende er det dog, at denne ”sporty feel” på ingen måde er gået ud over den samlede komfortoplevelse.

Prismæssigt har Jaguar gjort noget ret interessant – for selv i afgiftsplagede Danmark, er det muligt at køre Jaguar SUV for under 400.000 kroner. Billigste E-Pace har nemlig en startpris på kun 383.771 kroner – hvilket nok skal få de fleste til at stoppe op og lige tjekke, at det rent faktisk er et 3-tal, der står forrest. Her er tale om førnævnte 150 hk model med manuelt gearskifte og forhjulstræk. Jaguar har samtidig sammensat en række modeller med betegnelsen Drivers Edition, hvor de har smidt en hel del udstyr oveni hatten og samtidig holdt prisniveauet pænt nede. Her koster førnævnte model 419.071 kroner – og vælger du den 180 hk model med 8-trins automatgear og firehjulstræk, så er prisen 571.488 kroner – og her er altså tale om en bil, der er spækket med lækkert teknisk udstyr, bl.a. 10” Touch Pro skærm, navigation, LED-lys, 2 zoner klimaanlæg, adaptiv cruise, bakkamera og meget mere.

Er det så slet ikke noget vi kan være sure eller irriterede over ved E-Pace? Tjo…, men det er nok mest det med, at mere vil have mere. Forstået på den måde, at når du først prøver de ting, som E-Pace har at byde på, så vil du gerne have det med også. Jeg testede f.eks. en First Edition model, som er specielt sammensat til introduktionen af modellen. Her fik den fuldt skrald på alle områder – og når du først har været der, så er det jo det du vil have – men så snakker vi også nogle helt andre priser. Så jeg vil helt klart foreslå, at du finder dit prisniveau og så prøver den bil i Drivers Edition, der passer hertil – så bliver du nemlig ikke skuffet – for udstyrsmængden er glimrende. Ønsker du E-Pace som firmabil, så starter beskatningspriserne ved 325.676 kroner. Er du mere til privatleasing, så kan du køre E-Pace for 4.995 kroner om måneden med 19.995 i udbetaling og 15.000 km om året.

Som jeg ser det, så skal E-Pace kæmpe mod bl.a. BMW X2 og Volvo XC40. Begge biler der er prissat noget højere end E-Pace og som har et lavere udstyrsniveau fra start. Er du lun på disse to skønne vogne, så tag lige et smut forbi Jaguar inden du bestemmer dig – om ikke andet, så lige for at prøve.

Jaguar E-Pace er en skøn bil. Den har alt det en mellemstor SUV skal have – og så lige lidt ekstra. Den har nemlig også Jaguar sjælen – noget der er lidt svært at beskrive, men som skal opleves. Jeg synes design, motorer og teknik er imponerende godt. Men jeg ved også, at jeg ville købe mig fattig i ekstraudstyr – for der er så meget lækkert at byde på. Så set over en kam, må den 180 hk diesel med automatgear og firehjulstræk i Drivers Edition være min personlige favorit – der er nemlig stadig harmoni mellem pris- og udstyrsniveau.