”Far, er den ikke lidt fesen i farven?”. Det var de første ord fra min 6-årige søn, da han så den testbil, som Toyota havde stillet til rådighed. Og jo, farven er måske nok lidt fesen – men, på mærkværdigvis klæder den bilen og jeg oplevede rigtig mange ”årh…, se den der”, når jeg trillede rundt i byen. Ud over farven, så hænger dette i mine øjne nok også sammen med Toyotas seneste design af Aygo, der bestemt får den til at skille sig ud fra mængden – på den positive måde. Mange af mikrobilerne i dag ligner hinanden og byder ikke på noget, der udfordrer øjet – men det gør Aygo. Designet må vel nærmest betegnes som en mellemting mellem futuristisk og sporty – noget der personligt tiltaler mig.
Toyota har rent visuelt også været gavmild, når bi-tone lakering, forkofanger i piano black, LED-lys og tonede ruder er standard – og det er det nemlig på Aygo x-cite. At farven så nok mest henvender til den mere feminine målgruppe, er jo blot et spørgsmål om at vælge noget andet, hvis du finder Magenta ”for fesen”.
Bag rattet har Toyota ikke tænkt sig at skruen ned for ”charmen”, når det kommer til designmæssige detaljer. Magenta-farven går igen omkring luftdyser, dørpaneler, måtter og gearknop. Der er virkelig ikke sparet på farven her! Men, ser vi bort fra farven, så byder kabinen på ganske fornuftig plads af en mikrobil at være. Kvaliteten af materialerne er bedre end forventet og samlekvaliteten ganske høj. Rattet er lækkert og tykt og det store multimediesystem med mulighed for Apple CarPlay eller Android Auto virker upåklageligt. Den gammeldags orange digital grafik i instrumentpanelet er dog ikke særlig ”fiks” men acceptabel – man kan jo heller ikke få det hele for det halve.
Sæderne er forholdsvis flade, når det drejer sig om sædehynden. Der er dog lidt mere støtte, når det kommer til ryggen. Hvorvidt det er en bevidst handling fra Toyota, der måske har ældre personer og en nemmere udstigning i tankerne, skal jeg ikke kunne sige. Mht. bagageplads, så rummer Aygo 168 liter – 198 hvis du læsser helt til taglinjen.
Motormæssigt er Aygo x-cite udstyret med en 1,0 liters 3-cylindret benzinmotor med 72 hk. Den har fem manuelle gear og forhjulstræk. Men lad mig bare slå fast med det samme, at det er ikke her, at Toyota Aygo vinder mit hjerte. Motoren virker for svag og bestemt ikke så kraftfuld, som tallene siger. Her kunne en turbomotor, som visse konkurrenter bruger, være at foretrække – men, det er ikke noget Toyota har tradition for at bruge. 0-100 km/t er et overstået kapitel på 13,8 sekunder og topfarten er 160 km/t. Det tager sin tid at komme op på motorvejs hastighed, men når først du har fundet de 130 km/t, så kommer der ikke meget lyd fra motoren. Bliver du nødt til at bremse og skal op i hastighed igen, så må du forvente nedgearinger og et massivt pres mod speederen. Rent brændstoføkonomisk lover Toyota 26,3 km/l i gennemsnit. Vi opnåede 22,1 km/l i gennemsnit – så vælger du at følge de grønne råd for økonomisk kørsel, så kan du komme meget tæt på det lovede forbrugstal.
Jeg synes, at Toyota har fat i den rigtige ende med det nye design til Aygo. Den er så absolut den mest vellykkede til dato. Mediesystemet fungerer virkelig godt, og udstyrsniveauet er højt, hvis du vælger x-cite modellen. Har du derfor brug for en mikrobil, der ser godt ud og er veludstyret, så er Aygo et ekstra kig værd. Motor og gearkasse blev dog aldrig min kop te, og her halter Aygo lidt i mine øjne. Prismæssigt er Aygo så absolut også attraktiv, da den fås fra 89.990 kroner. Ønsker du en model magen til denne testbil, så er prisen 109.990 kroner. Aygo kan privatleases fra 1.995 kroner om måneden eller finansieres fra godt og vel 850 kroner om måneden. Det er også værd at tage med i overvejelserne, når der skal købes bil nummer to eller bybil.