Mitsubishi Eclipse Cross Aut. S-AWC


Det er ikke meget vi hører til Mitsubishi herhjemme. Mærket lever et stille liv, og har ikke gjort meget væsen af sig. Siden introduktionen af den salgsmæssigt populære Space Star, der bød på masser af plads og udstyr til en pris, der var noget lavere end tilsvarende konkurrenter, har vi intet hørt fra den japanske mastodont. Men, nu er der sket noget – faktisk to ting. For det første har man annonceret, at verdens mest solgte plug-in-hybrid Outlander PiH kommer til Danmark på denne side af jul – og så har man introduceret modellen Eclipse Cross – og det er den vi kigger nærmere på her.

Når man først hører navnet Mitsubishi Eclipse, så falder tanker straks på sportsvognen af samme navn. Men, Mitsubishi har så tilføjet navnet Cross, hvilket så er en helt og aldeles anderledes bil. Eclipse Cross er en cross over med mest inspiration fra SUV segmentet. Den ligger størrelsesmæssigt i samme klasse som f.eks. en Mazda CX-3, hvilket umiddelbart er en fordel på det danske marked, hvor de mellemstore SUV’er er yderst populære.

Rent designmæssigt blander Mitsubishi mange forskellige elementer, men har designet en bil, der specielt forfra udstråler sport og volumen på samme tid. I profil er der klare elementer fra en coupé og bagfra er det et miks af flere forskellige ting, hvilket afspejler sig i den todelte bagrude, der ikke har ret mange praktiske funktioner og vel egentlig heller ikke ser videre godt ud.

Indvendigt er Eclipse Cross ganske godt med. Designet er moderne med touchskærm og masser af elektroniske løsninger. Det underlige pegefelt til mediesystemet virker dog som en ommer, og egentlig noget man har skabt for at skille sig ud fra alle dem, der bruger drejeknap – lidt ligesom Lexus og deres ”mus”. Jeg så hellere, at man helt havde fjernet den og udelukkende brug touch-funktionen.

Kvaliteten af materialerne i kabinen er godkendt om end lidt blødere plast havde været at foretrække. Sæderne er udmærkede og komforten ganske høj – noget der går igen igennem hele bilen, komfort. Eclipse Cross virker som en bil, der er skabt med USA for øje. Den er sat op til blød og komfortabel kørsel på de lange stræk – det er helt tydeligt. Den 1,5 liters motor med 163 hk gør det ganske fornuftigt og arbejder fint sammen med det avancerede firehjulstræk S-AWC. Noget der derimod ikke passer i denne cocktail er den automatiske CVT gearkasse. Jeg er og bliver aldrig fan af CVT gear – og når man som producent alligevel forsøger at sætte kunstige gearskifte ind, så det minder om en konventionel gearkasse – hvorfor så ikke bare installere en alm. automatisk gearkasse eller en dobbeltkoblingsgearkasse fra start af. Der er ingen fordele ved CVT gearet – men det er noget vi også ser hos andre japanske producenter.

Men, ser vi bort fra gearkassen, så udmærker bilen sig ved støjsvag og yderst komfortabel kørsel – når den har fundet sig til rette ved en given hastighed.

Herhjemme fås Eclipse Cross i tre udstyrsvarianter. Den fås dog kun med én motorvariant – men det gør ikke så meget, da den gør det fremragende. Mitsubishi tilbyder desuden 5 års garanti på Eclipse Cross, hvilket må siges at være godkendt.

Priserne starter ved 292.000,- for billigste udstyrsvariant og slutter ved 352.000,- for den dyreste. Vælger du så modellen med automatgear, metallak og firehjulstræk, så hopper prisen op på 407.000,-. Det er en hel del i en meget populær og derved også svær klasse at konkurrere i. Hvis vi kigger på en tilsvarende Mazda CX-3 med automatgear, største udstyrstrin og komplet læderkabine, så koster den godt 330.000,-. Så kan det godt være, at Eclipse Cross får det en smule svært.

Jeg kan godt lide Eclipse Cross og jeg var ganske tilfreds med den komfort bilen bød på. Desværre er CVT gearet en fejl i mine øjne og Mitsubishi bliver nødt til at oppe sig mht. blødheden af deres plast, deres mediesystem og selvfølgelig prisen, ellers bliver det meget svært at hedde Eclipse Cross på det danske marked.