Mercedes-Benz B200 Final Edition


Hvis du holder bare en lille smule øje med nyheder fra Mercedes-Benz, vil du nok have opdaget, at modeller som B-class, GLA og CLA står overfor en større opdatering. Derfor har Mercedes-Benz introduceret såkaldte Final Edition version af de eksisterende modeller. Final Edition er spækket med udstyr til en yderst favorabel pris. Vi har kigget nærmere på B200 Final Edition.

B-class har altid været yderst velkommen her på redaktionen - og da bilen i sin tid blev introduceret var vi heller ikke blege for at kalde den ”bilen alle børnefamilier burde have.”. Det gjorde vi fordi B-class byder på masser af plads til både passagerer og bagage, virkelig lækker kvalitet og rigtig komfortable køreegenskaber. Desværre led B-class dengang under en meget høj pris – men meget er sket siden da og med Final Edition har du mulighed for at få endnu mere for pengene.

Hvis vi til at starte med kigger nærmere på kabinen. Her får du en høj siddeposition, masser af benplads både foran og ved bagsæderne og et stort og regulært bagagerum. Kvaliteten i kabinen er på et meget højt niveau, og når du vælger Final Edition får du kunstlædersæder med kontrastsyninger og kunstlæder på instrumentpanelet. Du får sort taghimmel og interiør i kulfiberdesign. Udvendigt får du AMG designlinje, 18” AMG alufælge, LED-lygter og sænket undervogn. Alt sammen noget, du normalt skal betale kassen for – men ikke her – det er en del af Final Edition pakken.

B200 er udstyret med en 1,6 liters benzinmotor med 156 hk og et drejningsmoment på 250 Nm. Motoren arbejder sammen med en 7-trins dobbeltkobling automatgearkasse, der leverer smidige skift af bedste skuffe. De 156 hk virker dog ikke så ”villige”, som man ellers kunne tro, og fornemmelse af, at der skal arbejdes for føden er bestemt tilstede. På trods af det, så er 0-100 km/t overstået på 7,9 sekunder, hvilket må siges at være acceptabelt.

Mercedes lover 15,4 km/l i gennemsnit. Vi nåede 14,2 km/l efter 700 km test med blandet kørsel – acceptabelt men så heller ikke mere.

Bag rattet bliver du ganske hurtigt gode venner med B200 – i hvert fald når du er oppe i fart og bilen finder ro. Eller når du triller rundt i byen for f.eks. at hente børnene i børnehaven. Bilen er virkelig behagelig og tyst – med mindre du i de første gear giver lidt ekstra pedal. Her har Mercedes leget lidt og en herlig buldren høres svagt fra udstødningen. Bare fordi du kører MPV, kan du jo godt smile lidt, har Mercedes sikkert tænkt.

B200 FE har masser af teknisk sikkerhedsudstyr og Active Brake Assist, Attention Assist og dæktryksovervågning er da også standard – og når det nu er Final Edtion, så får du også Active Parking Assist og LED High Performance lygter med i købet. Et stort kritikpunkt er dog navigationssystemet – det fungerer glimrende, men grafikken ligner mest af alt noget fra et TomTom system fra midten af 0’erne. Det er godt, at det bliver skiftet ud i den nye B-class, der kommer til Danmark i starten af 2019.

Prismæssigt har Mercedes også skruet gevaldigt på knapperne. B200 Final Edition koster derfor 389.898 kroner, hvilket må siges at være en rigtig god pris, når du ser på mængden af udstyr. Vores testbil havde metallak, 8” media display og bagagerumsopdeling som ekstraudstyr, hvilket forhøjede prisen med 14.484 kroner. Så godt og vel 400.000 kroner for det hele. Det virker i mine øjne som en yderst skarp pris – hvis du vel og mærke kan acceptere, at der kommer en helt ny model om et par måneder. Her skal du blot vide, at så slipper du ikke med 400.000 kroner, hvis du ønsker AMG styling og den mængde udstyr.

B-class er stadig en yderst velkommen bil her på redaktionen. Den er stadig lækker og den er stadig en bil, som stort set alle børnefamilier ville elske at køre rundt i – alene pga. sine pladsforhold og lækre kvalitet. Overvej B180d, hvis du vil kører længere på literen – den fås nemlig også som Final Edition.