Tesla Model X 100D


Der bliver skrevet så utrolig meget om Tesla i øjeblikket – hvilket er naturligt nok, da flere og flere af de store bilfabrikanter så småt er begyndt at rulle deres elbiler ud på verdensmarkedet og derfor, naturligt nok, sammenligner med netop Tesla, der i den grad har sat dagsordenen i branchen de sidste 8 års tid. Mest interessant er sammenligningerne med Model X, da både Audi, Mercedes, Jaguar og snart BMW har valgt eldrevne SUV’er, som deres første rigtige elbiler på markedet og ikke en alm. sedan eller hatchback.

Vi har taget et kig på Tesla Model X 100D!

Personligt er jeg glad for Tesla, og det er jeg fordi de på få år har formået at skabe en kultstatus omkring et brand, ved at tænke ud af boksen og gøre ting, som de fleste ellers kun taler om at gøre. Ja, der har været store problemer rent ledelsesmæssigt og så sandelig også økonomisk – men det er nu engang den stil man har valgt, hvilket deres fans også elsker dem for. I skrivende stund har Tesla endelig fået forholdsvis ro på produktionsfronten og Model 3 i top- og mellemmodellen bliver leveret med stor hast til kunderne. Dem der har reserveret den helt billige model må dog væbne sig med tålmodighed, da Tesla bliver nødt til at sælge af de lidt dyrere modeller først, for at regnestykket kan hænge sammen. Men, det er slet ikke interessant for os i denne sammenhæng, da Model X kan leveres med cirka 3 måneders ventetid, hvilket må siges at være yderst acceptabelt i dette segment.

Model X fascinerer mig stadig med sit strømlinede design og sine Falcondøre. Kritikere finder ikke dørene særlig praktiske – men en tur i Bilka en fredag eftermiddag med bilen fuld af børn, vil hurtigt få overbevist selv den største tvivler. Her er dørene nemlig geniale og åbner i fuld højde uden at komme i nærheden af at ramme bilerne ved siden af. Det fungerer upåklageligt!

Noget andet der fungerer glimrende er den automatisk døråbner, der åbner døren for dig, når du går hen til den, og lukker den igen, så snart du træder på bremsepedalen. Et lille minus er der dog – for har du nøglen i din bukselomme og går forbi bilen, når du skal ud med skraldeposen eller tømme postkassen, så åbner døren også. Så husk at få den rigtige vej udenom bilen, hvis du ønsker at bruge denne ellers smarte feature.

I kabinen er der sket flere ting siden Model X blev lanceret – ikke designmæssigt men kvalitetsmæssigt. Med Premiumkabinen kom Tesla et langt stykke vej rent kvalitetsmæssigt. Det var derfor ikke med glæde at jeg tidligere på året hørte om den nye ”veganer” venlige kabine, der helt udelukker brug af ægte læder. Tesla har et enormt marked i Californien, der også huser mange veganere, hvilket har gjort, at Tesla har taget beslutningen om at droppe ægte hud. Med tanker på andre amerikanske versioner af kunstigt læder, frygtede jeg lidt, at den ellers behagelige kabine ville komme til at ligne en billig sofa fra Sears med beskyttende plastik over betrækket. Men, her fortjener Tesla ros for deres nye produkt, der på ingen måde virker billigt. Du kan dog med fordel vælge den sorte udgave fremfor den hvide, hvis du vil mindske det kunstige look yderligere – alternativt kan du køre til den lokale sadelmager og få smidt for 30.000 kroner oksehud på sæderne.

Bag rattet er Model X som den plejer, nemlig yderst komfortabel. Selvom bilen er skabt til at løse en transportopgave for så mange personer som muligt, så er det altså super morsomt at træde klampen i bund og stryge forbi de 100 km/t på blot 4,9 sekunder – og det gælder ikke blot acceleration fra stilstand. Også i mellemaccelerationerne er bilen afsindig hurtig og efterlader de fleste i støvet – måske med undtagelse af dens storesøster P100D, der udfører den klassiske disciplin på blot 3,1 sekunder. Det er hurtigt!

Kabinen i Model X domineres af den store touchskærm, der giver dig adgang til alle bilens funktioner, som f.eks. undervogn, klimaanlæg, navigation og radio. Men også alle de tekniske detaljer kan tilgås fra skærmen, hvilket giver dig fuld kontrol over bilens opsætning. Og da du har mulighed for at oprette profiler, så behøver du kun vælger dine præferencer én gang, hvorefter bilen indstiller sig efter dig hver gang du sætter dig bag rattet. Der er dog også andre muligheder via den store skærm. Elon Musk er nemlig en sjov fætter og har derfor lagt små Easter Eggs ind i systemet. Når du åbner op for dem, har du pludselig mulighed for at sætte en pruttepude ved hver enkelt sæde, vælge at skærmen laves om til et ildsted med fuld blæs på varmen, når du holder og lader ved en supercharger, eller du kan hygge dig med gamle klassiske Atari-spil som tidsfordriv.

Model X har fået konkurrence det seneste halve år, og specielt Audi e-tron, Mercedes-Benz EQC og Jaguar I-Pace banker på. Dette skal Tesla naturligvis være opmærksomme på og løbende forbedre/facelifte deres modeller, så der hele tiden er ”nyt”, der holder dem i front. Lige nu fører Tesla pga. mærkets kultstatus og deres imponerende supercharger netværk, som konkurrenterne ikke kommer i nærheden af. Men udviklingen går stærkt – husk det Tesla.

Mange påstår at Teslas dage er talte, da f.eks. Audi eller Mercedes-Benz, der producerer 6-7 gange så mange biler som Tesla, vil kunne drage nytte af deres vilde produktionsapparat. Det er naturligvis korrekt – men jeg synes man glemmer det faktum, at Tesla har produceret sine biler baseret på Model S, Model X og nu Model 3. Audi og Mercedes-Benz har 10-12 forskellige klasser med 10-12 forskellige motorvarianter – det gør det unægtelig lidt nemmere at sælge flere biler – og samtidig har de mere end en menneskealders erfaring – Tesla har levet i ganske få år. Jeg er derfor ret spændt på, hvordan det hele kommer til at udvikle sig. Scenarier er der i hvert fald mange af – og man kunne jo forestille sig, at Tesla fik en enorm økonomisk indsprøjtning i form af et samarbejde med et andet stort firma, der kunne gøre brug af det eksisterende netværk og Giga fabrikkerne (hint: kom nu Apple). Men alt dette har intet med den nuværende Model X at gøre, for den bil er i den grad gennemført og yderst behagelig at køre i. Den er praktisk, rummelig og har oceaner af smarte tekniske løsninger. Jeg er vild med Model X, men jeg ved også, at Tesla skal holde momentet oppe og hele tiden udvikle sig – både mht. teknik og design. Ellers kan de risikere at bliver kørt over. Jeg tror bare ikke det sker, selvom der er mange ”haters” derude, der har andre tanker.