BMW X4 xDrive30i M-sport


I 2008 introducerede BMW verden for noget så eksotisk som en 4-dørs SUV coupé. Allerede her vil de fleste bilnørder stå af og lave korsets tegn, for det kan man da virkelige ikke. En coupé skal da være 2-dørs og den skal da slet ikke være en SUV! Men, vi lever heldigvis i en verden, hvor vi udvikler os og skaber nye ting og nye koncepter – derfor blev BMW X6 også en succes, der godt ti år senere er solgt i mere end en halv million eksemplarer. BMW havde altså læst markedet og taget en chance, der lykkedes. Derfor var der heller ikke den samme tvivl, da de i 2014 valgte at lave endnu en 4-dørs coupé, nemlig BMW X4. Her var der så tale om en coupé version af bestselleren X3, altså en mindre bil end X6. Heller ikke her gik BMW galt i byen og salget af X4 nærmere sig med hastige skridt 250.000 enheder.

Vi kigger nærmere på nyeste version af netop X4 – og det bliver versionen X4 xDrive30i.

Design
Personlig synes jeg at X4 ser brand godt ud. Den skal vel egentlig ses som den frække lillesøster, der ikke er bange for at skille sig ud fra mængden og udfordre dem der tør kigge med. Den mere sporty bagdel trækker den væk fra den klassiske X3, og de coupéagtige former, gør den mindre praktisk, men så absolut mere seværdig. Udstyrer du så samtidig bilen med M-sportspakken, hvor det hele lige bliver lidt mere sporty, lidt mere aggressivt – ja så skal det nok bringe smilet frem hos de fleste.

Bag rattet
X4’s design signalere i den grad sport og køredynamik. Og selvom bilens tyngdepunkt af naturlige grunde er noget højere end en tilsvarende 3-serie, så er den imponerende sporty. For X4 er baseret på den nye X3, hvilket bl.a. betyder større akselafstand og endnu vigtigere bredere sporvidde – det er plusser, når det drejer sig om bilens køreegenskaber. Og netop bilens køreegenskaber fortjener ekstra opmærksomhed. Sjældent har jeg kørt en SUV, der opleves så sporty – ja vi skal faktisk over i Porsche Macan GTS eller Turbo, før samme køredynamiske oplevelse findes, også selvom vi her ”kun” tester xDrive30i, altså en 2,0 liters 4-cylindret turbobenzinmotor med 252 hk og et maksimalt drejningsmoment på 350 Nm. Jeg er virkelig imponeret over den måde BMW har formået at hive power ud af denne motor og sammen med et meget velfungerende elektrisk styretøj gøre X4 til en yderst dynamisk bil. Specielt i Sport-mode viser BMW, at de altså har styr på sagerne, når det drejer sig om sporty kørsel. Bravo!

Indvendigt
Klassisk BMW – sådan beskriver vi vel bedst interiøret i X4. Klassisk forstået på den måde, at interiøret ligner alle andre modeller fra BMW. Men, jeg vil så sige, at BMW de seneste par år har formået at forny sig og faktisk har skabt en moderne kabine, der passer til deres suveræne tekniske mediesystem, hvor grafik, hurtighed og nem tilgang går hånd i hånd og bare er topklasse. Alle burde prøve det udvidede mediesystem og hvad det i virkeligheden kan. Det er super godt!

Værd at fremhæve i kabinen er selvfølgelig rattet. BMW er kendt for deres lækre og tykke rat, og denne M-version er ingen undtagelse. Hold nu op, hvor ligger det godt mellem hænderne. Og ja det lyder måske fjollet at sige sådan omkring et rat. Men, det er trods alt det der forbinder dig med bilen – og her formår BMW altså bare at give føreren en ekstra god oplevelse.

Samlet set
Jeg er virkelig imponeret over X4 xDrive30i. Design, køreegenskaber og kvalitet er på et ekstremt højt niveau, og den 2,0 liters motor opfører sig som en langt mere kraftfuld 6-cylindret model, selvom lyden af gode grunde ikke kan matche en ægte 6’er. De 252 hk vil være nok for de fleste og det er da også denne version, der sælges absolut flest af på verdensplan. Vil du have endnu mere power, så skal du op i M140i med hele 354 hk – men det er ikke en nødvendighed i mine øjne. BMW X4 xDrive30i – jeg er fan!