Jeep Compass 1,6 MJT Limited


Efter FIAT og Chrysler blev til FIAT Chrysler Automotive, var der mange der frygtede for nogle af mærkernes fremtid. Et af de største samtaleemner var Jeep – hvad ville Fiat med det ikoniske brand og ville man blive nødt til at gå på kompromis med de klassiske 4x4 dyder, som Jeep netop er bygget på. Svaret synes jeg kom meget prompte, da de første nye modeller så dagens lys – her var det nemlig tydeligt, at man havde tænkt sig at holde ved alle de designmæssige ”retningslinjer”, men blot opdatere og modernisere brandet.

En af de biler, som bl.a. skal få sparket salget af Jeep op på det europæiske marked er Compass – en mellemklasse SUV, der tydeligt bærer de klassiske designlinjer fra Jeep, men som ”låner” flere kvalitetsmæssige løft fra sin nye italienske moder.

Compass er meget harmonisk i sit design, og du føler, at designerne har været hele vejen rundt, og ikke blot koncentreret sig om front og profil. Bagenden matcher nemlig resten af bilen og er med til at give et overordentlig positivt førstehåndsindtryk. Mest markant er naturligvis det legendariske frontgitter med de 7 ribber, der tydeligt signalere, at her kommer en Jeep.

Med Compass har du også mulighed for individuel styling, bl.a. i form af sort tag, et større udvalg af fælge og f.eks. forkromede sidespejle. Specielt muligheden for det sorte tag er med til at give bilen et helt andet look og detaljen passer specielt godt til Compass i rød eller hvid.

Indvendigt finder vi de mest tydelige detaljer, når det drejer sig om kombinationen af amerikansk og italiensk. Her er der nemlig lånt flere elementer fra FIAT – men det er på ingen måde en dårlig tid og jeg er ret imponeret over materialevalget og samlekvaliteten. Selve mediesystemet, der faktisk er ret omfattende, fungerer godt og ”hænger” ikke i hverken grafik eller hastighed på noget tidspunkt. Det er samtidig super nemt at sætte sine mobile enheder op i systemet.

Bag rattet er det nemt at finde en god siddeposition rent justeringsmæssigt. Jeg kunne dog godt tænke mig lidt dybere sæder, da jeg følte jeg sad ovenpå sædet og ikke i sædet (hvis det giver mening, red.). En fornemmelse jeg også tit oplever i FIAT og Alfa Romeo modeller.

Vores testbil var udstyret med en 1,6 liters turbodieselmotor med 120 hk, forhjulstræk og manuelt gearskifte. Umiddelbart lyder 1,6 liter og 120 hk ikke af meget til en bil i Compass størrelsen, men takket være et maksimalt drejningsmoment på 320 Nm ved blot 1.750 o/min, har den masser af trækkraft fra de helt lave omdrejninger, hvilket på intet tidspunkt giver følelse af at være undermotoriseret. Selvfølgelig bliver bilen aldrig nogen racer, hvilket accelerationstiden fra 0-100 km/t på 10,2 sekunder vidner om. Brændstofforbruget er opført til 15,9 km/l, hvilket vi var tæt på med 14,8 km/l.

Samlet set var testen af Compass en yderst positiv og på flere områder overraskende oplevelse. Jeg havde frygtet, at noget af Jeep-sjælen var forsvundet, men det var den ikke. Jeg synes nærmere, at den var forstærket på flere områder – specielt designet.

Prismæssigt holder Jeep startprisen langt under 400.000 kroner for en Limited udgave, der faktisk er ret veludstyret. Til gengæld er ekstraudstyr som f.eks. det sortfarvede tag ikke billigt. Her kryber vi over de 25.000 kroner.

Vil du gerne skille dig ud fra mængden, så og have en mellemklasse SUV, der har den klassiske Jeep sjæl men har fået løftet flere elementer til et europæisk niveau, så er Compass et godt udgangspunkt. Og frygt ikke de mindre motorer – de gør det glimrende.