KIA Optima SW Plug-in-hybrid


Antallet af plug-in-hybrid biler vokser med eksplosiv fart, og vi skal nok ikke mere end 2 år frem i tiden, før de fleste mærker har en plug-in-hybrid i hver modelklasse. Plug-in-hybriden er den mest logiske overgang til en fremtidig eldrevet flåde af biler – du får alle fordelene med ren el-kørsel; men skal du køre ekstra langt, har du mulighed for at benytte bilens forbrændingsmotor. KIA Motors har også en plug-in-hybrid, ja de har faktisk mere end en – men denne gang skal vi kigge på deres største model, nemlig den store Optima SW.

Vi har tidligere testet Optima SW og rost bilen for dens pladsforhold og behagelige køreegenskaber. Vi har også testet plug-in-hybriden og rost den for sin nytænkning (dengang, red.) og glimrende teknik. Nu har bilen så fået sig et facelift og en opgradering, hvilket er ganske passende, da konkurrenterne også kommer med nye versioner af deres plug-in-hybrid biler i skrivende stund.

Optima SW har normalt konkurrenter som Ford Mondeo, VW Passat, Mazda 6 og Peugeot 508 – alle som stationcars. Skærer vi dem fra, der i skrivende stund ikke fås som plug-in-hybrid, så ender vi tilbage med VW Passat, som netop er kommet i en spritny version.

Optima SW Plug-in-hybrid har fået opgraderet sin teknik, hvilket bl.a. betyder op til 53 km på ren el og op til 66,7 km/l med en CO2 udledning på 34 g/km ved hybridkørsel. Det er faktisk ganske glimrende, men ikke helt på højde med konkurrenten – men da vi er helt nede i marginalerne, så vil vi nøjes med at sammenligne på kørsel på ren el, og her er forskellen sølle 2 km.

For nogen vil 53 km ikke lyde af så meget, men det er faktisk rigeligt, hvis du er villig til at omstille din dagscyklus en lille smule. Bor du f.eks. i en forstad til en storby, så vil du typisk skulle bruge strøm til 30-40 km. Er den virksomhed du er ansat i med på noderne og tilbyder mulighed for opladning til sine ansatte, så er du jo ”home safe” på ren el hver eneste dag. Men, skulle det ikke være tilfældet og du derfor bliver nødt til at benytte forbrændingsmotoren noget af tiden – så snakker vi måske 1-2 liter brændstof pr. dag. Ikke dårligt for en bil med plads til hele familien, hund og bagage. Og det er jo netop det at KIA Optima kan, den kan rumme hele familien og hvad dertil hører. Den får dig frem til dit mål på glimrende vis, da både elmotor og forbrændingsmotor gør et formidabelt stykke arbejde – og det gør de sammen med en meget behageligt skiftende 6-trins automatiske gearkasse.

Førnævnte forbrændingsmotor er på 2,0 liter og har en ydelse på 154 hk. Elmotoren har en ydelse på 67 hk og et drejningsmoment på 205 Nm fra 0 o/min. Samlet set gør det Optima SW i stand til at nå de 100 km/t på behagelige 9,7 sekunder og en topfart på 192 km/t.

Selve køreoplevelsen i Optima SW er blandt de absolut mere behagelige af slagsen. Med Multilink ophæng på bagakslen er du sikret et godt miks af komfort og sport, på trods af en egenvægt på næsten 1,7 tons.

Alt i alt står det altså ret godt til med Optima indtil videre. Der hvor jeg så må komme en lille smule malurt i bægeret, er indenfor i kabinen. Det vil sige, kabinen fejler skam ikke noget, der er brugt ganske glimrende og bløde materialer over det meste – og sæderne er yderst komfortable, pladsen rigelig og mængden af udstyr ligeså. Der hvor det går galt i mine øjne er instrumenteringen. KIA har stadig den forholdsvis lille skærm integreret i instrumentpanelet til infotainment og styring af bilens funktioner, samtidig med at de har valgt ikke at benytte sig af muligheden for at tilbyde komplet digital instrumentering, som de jo netop har introduceret i KIA XCEED. Det ville have pyntet gevaldigt på Optima med digital instrumentering, specielt i en plug-in-hybrid, hvor man som bruger gerne vil føle, at man kører i noget teknisk moderne, der skiller sig ud fra mængden. I stedet har KIA valgt den pænt kedelige analoge instrumentering med helt sorte skiver. KIA, der skal I simpelthen følge med konkurrenterne, specielt når alle de tekniske hjælpemidler som automatisk nødbremse, parkeringshjælp, vognbaneassistent, intelligent fartpilot etc. er en del af pakken.

Optima SW Plug-in-hybrid har selvfølgelig også KIA unikke 7 års fabriksgaranti, samtidig med at du får 7 års gratis opdatering på navigationsmodulets kort. En ret lækker detalje, som du normalt skal betale for efter 1-3 år hos konkurrerende mærker.

Prisen på Optima SW Plug-in-hybrid er 349.999,-. Her får du en standardudstyrsliste så lang, at jeg blot vil nævne nogle småting som f.eks. LED-lygter for og bag, ambient belysning, bakkamera, el-justerbart førersæde, 2-zone klimaanlæg, smart key, adaptiv fartpilot, delkunstlædersæder, navigation, Harman Kardon sound system, trådløs opladning af mobiltelefon, vognbaneassistent og meget meget mere…

Skal du have en Passat GTE med tilsvarende udstyr, skal du i hvert fald have mindst 120.000 kroner mere op af lommen.

Samlet set er KIA Optima SW Plug-in-hybrid et glimrende bekendtskab. Jeg kunne godt have ønsket mig, at KIA havde givet den lidt mere gas indvendigt mht. den tekniske oplevelse – altså skærmene/instrumenterne. For selvom bilen er fyldt med tekniske hjælpemidler, så er det ikke noget du mærker til hverdag – det gør du derimod, når du sætter dig ind i cockpittet og de lækre skærme lyser op og siger ”velkommen til fremtidens teknik” – det gør sorte analoge instrumenter bare ikke på samme måde.

Vil du gerne køre plug-in-hybrid, have masser af plads og yderst komfortabel kørsel, samtidig med at pengepungen ikke skal flås i stykker, så er KIA Optima så absolut et rigtig godt bud.