Hyundai Kona Electric


Det nærmest vælter frem med nye elbiler i øjeblikket, og specielt var Asien ser vi store mængder nye biler, der skal være med til at fylde Vestens higen efter grønne køretøjer. En af de spillere, der har været med længe på det område er Hyundai, og de er allerede klar med 2. generation af deres Kona Electric. Når jeg siger 2. generation, så er der snarer tale om et facelift og en ny batteripakke – men jeg synes at sidstnævnte er så interessant, at jeg gerne vil bruge 2. generation.

Jeg har testet Kona ved flere lejligheder, og har altid været vild med det vovede design og det anderledes udtryk. Kona Electric tager så det vovede og anderledes et lille skridt videre, ved at have en lukket kølergrill, for bl.a. at optimere vindmodstanden på bilen og derved øge rækkevidden. Den lukkede grill giver bilen et helt andet og futuristisk udtryk, hvilket i den grad falder i min smag. I den lukkede grill finder du også ladestikket, så du kan køre frem til en lader og ikke skal til at trække ladekabel og stik langs bilens side.

Kona Electric er en ren elbil, altså ikke noget hybrid e. lign. Derfor er den også en af de biler, hvor folk straks stiller spørgsmålstegn ved bilens rækkevidde – og her kan vi godt sende en beroligende hilsen med det samme. Kona Electric er nemlig med helt fremme, når det drejer sig om rækkevidde, og det er den takket være sit nye batteri på 64 kWh. Modellen fås også med et 39 kWh batteri, men den er slet ikke så interessant.

Det 64 kWh store batteri er af Lithium-ion Polymer, der sikrer et mere effektivt strømforbrug, er vandkølet via bilens airconditionanlæg. Er der brug for varme, benytter bilen sig af el-systemet, som sende varme til batteripakken. Denne konstante temperatur giver en langt højere effektivitet og er bl.a. en af årsagerne til, at Hyundai lover hele 449 km rækkevidde med det store batteri.

Så kan du så tænke, at man måske er gået på kompromis med bilens performance, for at opnå den store rækkevidde – men det er man bestemt ikke. Kona Electric har 204 hk i topmodellen og et maksimalt drejningsmoment på hele 395 Nm fra 0 o/min. Derfor tager 0-100 km/t blot 7,6 sekunder.

Opladning af Kona Electric foregår på samme måde som alle andre elbiler. Du kan lade hjemme fra alm. elstik eller hjemmelader – eller du kan bruge en hurtiglader på en ladestation. Bruger du sidstnævnte med en 100 kW oplader, kan du lade batteriet 80 % på en lille time. Har du kun adgang til f.eks. en 50 kW lader, som oftest står ved diverse supermarkeder o. lign., så tager det godt og vel 75 minutter at nå de 80 %. Du kan også programmere din bil til at lade, når det f.eks. er mest miljøvenligt – det gøres via en app, hvor du kan følge din bil ladestatus og meget mere. Hyundai yder for resten 8 års garanti på batteripakken.

I kabinen vil du opleve, at Hyundai bestemt ikke er gået på kompromis mht. udstyr. Både af det du kan se og det du ikke kan se. Alle tænkelige sikkerhedssystemer er tilgængelige (5 stjerner i Euro NCAP, red.) og rent visuelt kan du nyde godt af head-up-display og et 8” stort navigationssystem (afhængig af de udstyrsvariant, red.). Der er desuden digitalt display i instrumenthuset, som skifter udseende afhængig af din køreprofil. Personligt havde jeg gerne set lidt mere spræl/lir over de digitale instrumenter, når nu bilen har så futuristisk en udstråling udvendigt. Kvaliteten af materialerne er virkelig god for en bil i denne prisklasse og det er faktisk kun den sølvfarvede plast omkring gearknapperne (ja, der står ”knapper”, red.) og kopholderne, der virker en smule billig og bestemt ikke ridsefri. Ellers virker alt godt og solidt.

Køreegenskaberne er yderst komfortable og stort set alle vil finde sig godt tilpas i bilen. Pladsen ved sæderne både foran og bagved er glimrende og en børnefamilie vil med garanti føle sig hjemme.

Hyundai Kona Electric vil med garanti opfylde de krav de fleste har at stille til en elbil i dag. Og jeg vil da helt klart anbefale bilen til familien, der overvejer at skifte til elbil, hvis de kan holde sig under rækkevidden og er villige til at foretage den lille livsstilsændring det er, at begynde at køre grønt. Men med de mange muligheder for programmerbar opladning etc. og fast pris på de elforbrug, så er det hele meget nemmere med f.eks. en Kona Electric. Og prismæssigt er bilen også yderst interessant. Med det lille batteri snakker vi 279.995,-. Men, jeg synes ikke den er interessant i forhold til bilen med den store batteripakke. Her er startprisen 319.995,- for en Trend version og 354.995,- for topmodellen med navnet Premium. Her får du spandevis af udstyr – både sikkerhedsmæssigt og rent lir.

Hyundai Kona Electric er blandt de mest interessante elbiler lige nu, hvis vi kigger på kombinationen af range, pris, design, udstyr og garanti.