KIA Sorento 2,2 CRDi Premium


Det er næsten umuligt ikke at blive imponeret, når man ser den nye Sorento for første gang. Den muskuløse front og den voluminøse profil bringer Sorento tilbage til de klassiske SUV-dyder, hvor visuel pondus var en del af spillet for de førende SUV producenter. Og det er faktisk en designstil, som flere og flere følger – bare se den nyeste udgave af Cadillac Escalade eller f.eks. VW Toureg. Disse biler formår, ligesom Sorento, at kombinere det futuristiske og voluminøse look, med klassiske elegance. Personligt er jeg vil med denne designstil, og jeg synes at Sorento er ualmindelig veldrejet.

Men, ét er at se godt ud – noget andet er kvaliteten. Det nytter jo ikke, at en bil er hamrende lækker at se på, men så har knirkende plastik i kabinen og døre der lyder som sardindåser der bliver tabt på gulvet, når man smækker dem. Men det skal du slet ikke bekymre dig over i den nye Sorento – for efter du har lukket døren med et solidt ”dunk” og sat dig tilrette i den yderst rummelig kabine, er der ingen knirkelyde fra instrumentpanelet, ingen sikkerhedsseler der banker mod B-stolpe i hård plast eller kliklyde fra sikringsboksen, når du benytter vinduesviskerne. Alt er gennemført ned til mindste detalje – og det er netop det, der kendetegner den ny Sorento.

Bilen er helt ny og bygget til at imponere – både når det drejer sig om kvalitet, køreegenskaber, udstyr og teknisk formåen. Kvaliteten i Sorento er rent ud sagt imponerende og flere store europæiske bilproducenter burde virkelig begynde at klø sig i nakken, når de ser, hvad KIA formår rent materialemæssigt. Samtidig bør de klø sig ekstra voldsomt i nakken, når de kigger på prislisten og ser, at man kan opgradere sin læderkabine i Sorento til Nappa læder for blot 15.000 kroner – og her er vel og mærke tale om en kabine med tre sæderækker og fuldlæder. Ja, der står tre sæderækker, for Sorento er med sine næsten fem meter den oplagte SUV til tre sæderækker med god plads. Kia har blandt andet gjort det muligt at længdeforskyde anden sæderække, hvilket giver rig mulighed for at have god plads på alle tre rækker. Derudover kan ryglænet på anden sæderække også vinkles, så der opnås endnu mere komfort bagerst i kabinen. Komfort er der ellers nok af deromme, hvis vi kigger rent teknisk. Som passager på tredje rækker kan du nemlig selv styre aircondition og faktisk også lade din mobiltelefon op trådløst – ikke dårligt! Nu hvor vi er ved sæderne, kan det da lige nævnes, at der på siden af passagersædets ryglæn er placeret knapper til at rykke selvsamme sæde frem og tilbage, samt justering af ryglæn. Det gør det meget nemmere for chaufføren eller passageren på anden sæderække, at sikre de optimale sædepositioner. Godt tænkt Kia!

Materialerne i Sorento er som sagt af en overordentlig god kvalitet. Derfor er forventningerne også høje, når det kommer til de ting, som alt det bløde plast pakker ind, nemlig teknikken. Sorento har et imponerende instrumentpanel, der bl.a. indeholder en 12,3” stor instrumentenhed og en 10,25” stor touch screen til betjening af bilens funktioner og infotainmentsystem. Skærmene er i høj opløsning og styresystemet er nemt og ligetil. Opsætning af mobiltelefoner foregår nemt og problemfrit og brug af menuer til opsætning af f.eks. lyd eller brug af bilens omfattende antal udvendige kameraer er en leg. Man har lidt på fornemmelsen, at Kia har vægtet netop dette meget højt, da de skabte systemet.

Der er dog én ting, der ikke er helt så nemt at ”slå til og fra”. Sorento er nemlig udstyret med meget omfattende sikkerhedssystemer, der bl.a. tæller lane assist. Lane assist sørger for at holde dig indenfor stregerne, hvilket er et kæmpe plus, når det drejer sig om bilens selvkørende funktion, for Sorento er naturligvis også udstyret med selvkørende funktion. Men, lane assist er også aktiv, når du ikke bruger den selvkørende funktion, ja den er faktisk MEGET aktiv. Det kan være lettere frustrerende, når du skal overhale eller kører på smalle veje, for Sorento vibrerer ikke bare i rattet eller sender en irriterende tone ud i kabinen – den kontra styrer. Så en ellers glidende overhaling kan meget nemt blive en kamp om at krydse midterlinjen, hvis ikke du blinker i god tid, inden du begynder at dreje hjulene. Det vil nok kræve lidt tilvænning og måske lidt ændringer i kørestil for rigtig mange – og funktionen tager sin tid at slå fra, da du skal ind i en række menuer, for at finde det rette punkt. Her har andre bilproducenter som regel en knap placeret i instrumentpanelet – gerne ved siden af knappen til den fuldt selvkørende funktion.

Den fuldt selvkørende funktion fungerer nu ellers rigtig godt og Kia har bestemt ikke noget at skamme sig over her. Den adaptive fartpilot er yderst velafstemt, hvilket gør det til en fornøjelse at tage de lange stræk på motor- og landevejen. En anden fed detaljer er de kamerabaserede sidespejle – og her vil du sikkert sige, at det kan da ikke passe, for der er da almindelige sidespejle på Sorentoen. Og ja, det er korrekt. Men der er samtidig også små kameraer gemt i selvsamme spejle, som giver dig fuldt overblik over bilens ellers blinde vinkler. Og denne info dukker ikke op i midterkonsollen – næh, den vises i instrumentpanelet foran dig i enten venstre eller højre side, afhængigt af, hvilken side du blinker til. Det fungerer ualmindelig godt og er en stor hjælp i hverdagen – specielt i så stor en bil som Sorento.

Selve infotainmentsystemet byder også på stemmestyring og du finder nemt POI’er via navigationssystemet eller sender SMS’er uden at fjerne øjnene fra vejen. Faktisk er der 7 års brug af online-tjenester inkluderet, når du køber en ny Sorento.

Men, hvordan er den så bag rattet? Tja…, vi testede den 2,2 liters dieselvariant med 202 hk og et maksimalt drejningsmoment på 440 Nm. Sammen med en 8-trins dobbeltkoblingsgearkasse leverer den støjsvag kørsel af bedste klasse. Selvom de 202 hk ikke lyder voldsomt til næsten to tons SUV, så accelererer Sorento alligevel fra 0-100 km/t på 9,2 sekunder og har en tophastighed på 202 km/t. Samtidig kan du glæde dig over, at der ingen dieselrallen er selv ved fuld acceleration. Kia lover 14,7 km/l i gennemsnit ifølge den nye WLTP standard. Det kan jeg sagtens tilslutte mig, da 1.000 km kørsel endte med et gennemsnit på 14,6 km/l.

Vores testbil var udstyret med firehjulstræk og TMS (Terrain Mode Select), hvor du via en drejeknap vælger mellem Eco, Comfort, Sport og Smart – eller Snow, Mud og Sand. Disse indstillinger tilpasser bilen, så den f.eks. begrænser hjulspin ved glatkørsel eller giver ekstra drejningsmoment og lavere gearing ved kørsel i mudder. Systemet fungerer rigtig godt og er rent betjeningsmæssigt 100 % idiotsikret.

Sorento fås også med en 1,6 liters benzinmotor med 230 hk. Vi har ikke haft mulighed for at teste denne version endnu – men den positive oplevelse med dieselversionen (som er betydeligt billigere) får ikke tankerne hen mod en svagere og dyrere benzinmodel. Men du har også mulighed for at vælge en plug-in-hybrid – og nu bliver det interessant! Med den nye registreringsafgift har den en startpris på 429.000 kroner med Prestige udstyr. Går du all in og vælger Premium og derved ALT det udstyr, som vi ikke orkede at remse op, så skal du kun slippe 539.000 kroner. Og her er altså tale om en 265 hk plug-in med en elektrisk rækkevidde på 57 km. Se nu begynder det at ligne noget! Vi vender for resten frygteligt tilbage med en test af netop Sorento PiH.

Vi testede Sorento i den største udstyrsversion – den der hedder Premium. Hvis jeg skulle liste mængden af udstyr her, ville du som læser være faldet i søvn, inden jeg var færdig. Så lad mig nøjes med at skrive ALT. Det er meget svært at finde noget, som Sorento Premium ikke er udstyret med som standard. På listen over ekstraudstyr står der da også kun panorama glastag og nappalæder – og det havde bilen jo så også. Ja jeg kan da også nævne, at du har mulighed for at parkere din bil, selvom du ikke er i den, noget som vi ellers mest ser hos de tyske Premium mærker. Så tillader parkeringsbåsen ikke at dørene kan åbnes, så stiger du bare ud inden du parkerer og bruger derefter nøglen som fjernbetjening til at køre bilen ind i båsen. Eller skulle du komme ud til parkeringspladsen og en Berlingo og en Aygo har klinet sig op ad din bil. Ja, så starter du bare bilen via nøglen og bakker den ud med fjernbetjeningen i selvsamme nøgle. Det er nemt.

Prismæssigt skete der lidt med Sorento ved den nyeste rettelse af registreringsafgiften. Billigste model med konventionel motor en førnævnte diesel på 2,2 liter. Vælger du den med 2WD og Prestige udstyr, så koster den 555.655 kroner. Vores testbil med samme motor, 4WD og Premium udstyr koster 735.655 kroner. Skulle vi være lidt frække og sammenligne med en Audi Q5 (der ikke har 3. sæderække og samme størrelse), så vil den med tilsvarende motor og udstyr (det hele fås ikke hos Audi) ende omkring 1,2 millioner kroner.

Kia Sorento 2021 er en fabelagtig bil. Det var en bil jeg i den grad var spændt på at teste, da den på papiret bød på så meget nyt. Spørgsmålet inden testen var så bare, hvorvidt alle de nye ting også fungerer korrekt og var pakket ordentlig ind. Og jeg er bestemt ikke skuffet – tværtimod. Sorento er den absolut mest gennemførte Kia til dato. At det er muligt at lave denne kvalitet og denne mængde udstyr med 7 års fabriksgaranti er dybt imponerende. Så er du på jagt efter en Premium SUV med fremtidssikret teknik og imponerende kvalitet og pladsforhold, så er der ingen vej udenom netop Sorento. Godt gået Kia!