iWeech - Den intelligente cykel


Vi skal ikke mange år tilbage i tiden, hvor ordet ”elcykel” blev forbundet med et produkt for ældre mennesker, der havde brug for lidt ekstra power, når de skulle hjem fra indkøb eller blot var ude for at motionere. Senere fik mountainbikefolket øjnene op for elcyklerne i takt med at designet blev mere vovet og batteripakkerne mindre. Det var en måde for alle aldre (eller skavanker i form af dårlige knæ o. lign.) at køre sammen med samme fart. Nu er det så blevet tid til nørdernes elcykel, eller skal vi sige ”de tech interesserede”. Navnet er iWeech og cyklen af WITT, der også står bag den ekstreme e-Sumo MTB, som vi testede sidste år.

Det der adskiller iWeech fra andre normale elcykler er udover designet de features, der gør cyklen til et lille teknologisk vidunder. Det første og revolutionerende er cyklens forbindelse til din mobiltelefon via det såkaldte I.RIDE system. Takket være kunstig intelligens er iWeech i stand til at regne den optimale rute ud baseret på din måde at cykle på. Den vil samtidig vide, hvornår den skal yde støtte i form af eldrift og derved optimere brugen af strøm på ruten. Derudover er der sikkerhedselementet i I.RIDE, der gør det muligt for dig at låse for cyklens vitale funktioner, altså motor og batteri. Forsøger nogen derfor at stjæle din iWeech, vil hverken batteri eller motor virke og du vil samtidig få besked via SMS og en alarm vil blive aktiveret i cyklen. Vælger tyven alligevel at fortsætte sit foretagende, så vil du naturligvis kunne tracke din cykel via GPS. Som en ekstra feature er iWeech udstyret med tyverisikrede bolte og møtrikker, der gør det næsten umuligt at skille cyklen ad og slæbe afsted med delene.

På motorsiden er iWeech udstyret med en 250 W Brose Drive T motor. Den har et drejningsmoment på solide 70 Nm og sidder placeret i center af cyklen, hvilket giver en god vægtfordeling og derved en behagelig køreoplevelse. Motoren yder støtte op til 25 km/t, hvis du ønsker det. Det kraftige drejningsmoment kræver en solid og kraftig kæde – eller bælte, som det er tilfældet med iWeech. Her er nemlig tale om et Gates CDX Carbon bæltedrev, der ikke bare er holdbart men så sandelig også lettere at vedligeholde end en alm. kæde. Du sikres samtidig en betydelig mere lydløs fremdrift, når du kører med bæltedrev.

En super fed feature ved iWeech er dens mulighed for at skrumpe 30 %. Ja, det lyder selvfølgelig lidt underligt, men det er faktisk sandt. Takket være en enkelt knap ved styret, kan du dreje selvsamme styr, så det står parallelt med resten af cyklen. Desuden kan pedalerne i et snuptag foldes ind. På den måde sparer du 30 % i bredden og cyklen står eller hænges næsten fladt mod væggen i garagen – eller for den sags skyld i S-toget. Og iWeech er nem at tage med rundt. Vægten er 18,5 kg fuldt udstyret, takket være den komplette brug af aluminium.

Jeg er blevet rigtig vild med iWeech og ikke mindst de mange features, der gør cyklen helt unik. Men det der gjorde mig mest glad under testen, var den komfort cyklen har. De specielle ergonomiske håndtag, den bløde men alligevel racerinspirerede sadel og nemme tilgang til hele I.RIDE systemet. Det er virkelig godt. Samtidig skal du ikke tænke på, hvorvidt du har tændt, slukket eller i det hele taget husket dine cykellygter. På iWeech er LED-lygterne indbygget og de tænder selv, når sigtbarheden er lav. Det er da så nemt, som det overhovedet kan være. Og som noget ekstra praktisk, kan du få en specialfremstillet cykelkurv/lad til at montere foran på cyklen. Det giver et helt unik look og er yderst praktisk.

Skal du bestille en iWeech, kan du vælge imellem tre forskellige farver; Dark Grey, Matte Black og White Pearl – alle i børstet aluminium. Prisen er 24.999 kroner.

Der er ingen tvivl om, at iWeech sagtens kunne blive en del af min hverdag. Ikke fordi jeg cykler på arbejde eller skal have den med i S-toget. Nej, den passer bare perfekt til mig med sine mange features og høje komfort. Og så er den Brose-motor virkelig imponerende, når der er brug for lidt assistance.