Tesla Model 3 Long Range


Jeg tror ikke, der findes en elbilsproducent, der har fået mere opmærksomhed igennem tiderne end Tesla. Men alligevel føler jeg at Tesla ikke rigtig har formået at få budskabet ud omkring anden generation af deres mest populære model – Model 3.

Model 3 sælger som varmt brød over hele verden – ja det har den gjort lige fra starten af. Men det er de færreste der ved, at bilen nu er i sin anden generation, og at der er masser af forskelle fra netop første til anden generation. Vi tester derfor Tesla Model 3 Long Range.

Opdatering
Normalt foregår en opdatering af en Tesla model online, forstået på den måde, at opdateringer næsten altid er rent softwaremæssige. Men nu er der også sket visuelle opdatering – både inde og ude. Den nemmeste måde at genkende den nye model er håndtag og lister udvendigt – de er nemlig blevet sorte. Rent personligt er jeg vild med det, da de mest populære farver fra Tesla matcher det sorte langt bedre end krom. Samtidig er de flotteste fælge fra Tesla sjovt nok lavet i netop sort. Og apropos fælge så har Tesla opdateret fælgedesignet både i 18” og 19”, samtidig med at de har sendt nogle ualmindelig lækre 21” fælge på markedet til Performance modellen. Disse fås desværre ikke til Long Range. Men alt i alt, så er Model 3 bare blevet mere lækker at se på pga. lidt sort. Bilen er nu også udstyret med elektrisk bagklap, så du nemt kan åbne og lukke bagagerummet via menuen i bilen eller via en knap i selve klappen.

Men det er ikke kun udvendigt, at der er sket ændringer. Kvaliteten i kabinen er højnet og man har valgt at skifte den lidt kedelige sorte pianolak ud med en sort mat finish i stedet for. Samtidig er der kommet sorte lister ved dørene og man har lavet scroll hjulet i rattet i metal i stedet for plastik. Hele midterkonsollen er re-designet, så du nu kan lade to mobiltelefoner op trådløst på samme tid. Der er desuden kommet to nye USB C porte og en USB A port i kabinen. Samtidig er Model 3 udstyret med en 64 Gb lagringsenhed, der bl.a. bruges til bilen dash cam og det nye Sentry mode (alarm system der overvåger bilen via de mange udvendige kamera).

Tesla har også lavet opdateringer i softwaren, hvilket bl.a. betyder mere underholdning, som kan nydes, når du f.eks. holder og lader bilen op eller når du bare holder hjemme i indkørslen. Her i husstanden var det meget populært at spille et racerbilspil, hvor du styrer bilen på skærmen med rat og pedaler i Teslaen.


Sammen med de mere end 70 opdateringer, som Model 3 har fået, er der også sket en ændring i bilen range. Long Range modellen kører nu 614 km på en fuld opladning – det er 34 km længere end før. Performance modellen er oppe på 567 km mod tidligere 530 km.

En yderst vigtig del af opdateringen er varmepumpen. Tesla har udstyret Long Range og Performance med varmepumpe, hvilket bl.a. sikre en bedre udnyttelse af batteriet i alt slags vejr. Du får en langt bedre performance og en længere levetid.

Bag rattet
Lige siden sin introduktion har Model 3 været virkelig velkørende. Det samme gælder for anden generation af bilen. Her er tale om et fast og meget skarpt styretøj, der vægter sport mere end komfort – også selvom du vælger komfort i opsætning af køreprofilen. Personligt kan jeg godt lide det og det matcher bilens kvikke acceleration ualmindelig godt. Model 3 Long Range har en accelerationstid fra 0-100 km/t på blot 4,4 sekunder og en topfart på 233 km/t. Vælger du Performance modellen, så er accelerationstiden 3,3 sekunder og topfarten 261 km/t. For dem der ikke har kørt elbil før kan det virke meget voldsomt, da bilen har sit fulde drejningsmoment til rådighed allerede fra 0 o/min, hvilket giver smæk for skillingen med det samme. Er du ikke vild med de mange kræfter, kan du tilrette dette i den omfattende menu for køreprofiler og få en mere ”øko” venlig tilgang til det hele.

Samlet set
Personligt er jeg vild med den seneste generation af Model 3. Bilen står for mig, som den burde have stået fra starten. Den er velkørende og rummelig - og så er kvaliteten af den nye kabine oppe på det rette niveau nu. Prismæssigt starter Model 3 ved 399.990,- for en Standard Range Plus med baghjulstræk. Den synes jeg du skal se bort fra, da den ikke har fået helt samme upgrade og heller ikke har firehjulstræk. Long Range modellen koster 449.080,-, og det er den model du skal vælge, hvis du vil have mest for pengene. Den ekstra rækkevidde betyder en del i det samlede regnskab og det cirka ene sekund i accelerationstiden er kun sjovt de første to uger, hvor du skal vise naboen og vennerne, hvad bilen formår. Ønsker du alligevel Performance modellen, så er prisen 495.268,-.

Du skal regne med en ekstra udgift til lak, med mindre du ønsker bilen i hvid (hvilket faktisk klæder den, red.). Desværre fås de sporty fælge til bilen ikke i sort – her bliver du nødt til at vælge de lidt specielle Aero-fælge.

Jeg vil klart anbefale at tilvælge Enhanced Autopilot til bilen. Prisen er 29.200,-, men så får du også navigation via autopilot, automatisk vognbaneskift, autoparkering og summon funktion (bilen kommer automatisk kørende til dig på en p-plads. Er ikke godkendt i DK endnu, red.). Du kan også vælge de fuldt selvkørende egenskaber. Men vent med det, til funktionerne bliver lovlige i DK. Her kan bilen bl.a. selv køre via navigationssystemet og stoppe for trafiklys, Stop skilte etc. Men du kan altid tilkøbe det efterfølgende, da det hele bliver klaret online.

Tesla Model 3 Long Range er i sin anden generation en overordentlig fin bil. Prisen er god og funktionerne mange. Er du vild med teknik og ønsker en bil, hvor bilens rækkevidde er vigtig, så er bilen blandt mine absolutte favoritter. Et minus er dog, at du ikke har mulighed for at vælge eller tilkøbe gratis supercharger. Det har ellers været et fantastisk købsargument til Teslas biler – men pga. de høje salgstal, tilbyder Tesla ikke dette til Model 3.