Ford Ranger Raptor


På rigtig mange områder vil vi danskere gerne lade os inspirere af amerikanerne – der er så mange ting ved ”The American Way”, som tiltaler os. Der er så også mange ting, der gør det helt modsatte. Men Danmark og USA har altid haft tætte bånd og kigger gerne til hinanden efter inspiration på mange områder. Der er dog et sted, hvor vi danskere overhovedet ikke ligner vores amerikanske venner – pickup trucks! Hele fascinationen af det med store biler med lad har aldrig vundet indpas hos det danske folk. Måske er det bare ikke en transportform der tiltaler os – eller også har det i mange år hængt sammen med priserne på disse køretøjer. Pickup trucks er i hvert fald en bekostelig affære i Danmark, hvilket dog ikke fratager Ford til at tage en af deres absolut mest populære modeller til landet, nemlig Ford Ranger. Ranger er nemlig populær, selv om den er blandt de mindste trucks på markedet – specialversionen Raptor virker dog på ingen måde lille, som den står der og glinser i solen – og det er den vi skal teste nu.

Ranger Raptor er en specialversion af den almindelige Ranger, og man må bare sige, at de to modeller virkelig er forskellige at se på. Raptor er større, grovere og generelt mere ”bad ass” på alle punkter end standardbilen. Ja, lad os bare være direkte i vores sprog – den ser pisse godt ud!

Ved første øjekast er du ikke i tvivl om, at Raptor er skabt til noget specielt. Fords ingeniører har hentet inspiration fra Ford Focus RS og twistet hele konceptet, så det virker off road. Motoren er lavet specielt til Raptor – der er tale om en 2,0 liters turbo-diesel med 213 hk og et maksimalt drejningsmoment på hele 500 Nm. Motoren er koblet sammen med en utrolig velskiftende 10-trins automatisk gearkasse og et All Terrain Management System, der gør bilen i stand til at forcere alle typer terræn. Sidstnævnte system gør sig dog især godt bemærket, når det drejer sig om f.eks. kørsel i sand ved højere hastigheder. Her er Raptor virkelig i sit es og efterlader de fleste i støvet (sandet, red.). Systemet består af forskellige modes, hvor du kan vælge mellem græs, grus, sne, mudder, sand og klipper. Systemet fungerer imponerende godt og Ford fortjener virkelig roser for deres arbejde her.

Raptor er meget nem at kende i forhold til sin søster, den almindelige Ranger. Grill, kofangere, fælge og interiør er anderledes end standardbilen. Mest synlige er den enorme FORD grill og de lækre terrændæk monteret på de smukke sorte 17” fælge.

M
en Raptor kan meget mere end at se godt ud. Som arbejdshest er den yderst velindrettet, både som van og mandskabsvogn. Det store lad var på vores testbil overdækket med et aflæseligt dækken i metal. Det er nemt at bruge og yderst praktisk, hvis du ikke ønsker frit udsyn til det du transporterer eller blot vil sikre det mod vind og vejr. Raptor må læsse 620 kg og du kan smide 2.500 kg på krogen.

Samlet set
Virker den ikke for voldsom til dagligdagskørsel vil mange nok tænke. Næ! Faktisk er Raptor utrolig behagelig på motor- og landevej. Fornemmelse af at sidde højt i en almindelig personbil beskriver nok meget godt køreoplevelsen. Sæderne er gode og faste uden at blive ubehageligt hårde – og der er masser af plads i kabinen. Også til flasker, papirer etc. Eneste minus jeg lige kan komme på er faktisk højden på bilen – med det mener jeg at der er meget højt op til ladet, hvis du skal hente noget, der ikke lige ligger ved ladåbningen. Men, heldigvis er Raptor så robust, at du bare kan klatre op fra siden.

Raptor er i den grad inspireret af strandene omkring Baja i Californien. Det er fedt at se, at Ford i den grad har ladet sig inspirere så tydeligt af et råt og spændende miljø. Så har du brug for en pickup truck og gerne vil skille dig ud fra den lettere kedelige Toyota HiLux, så er Ranger Raptor i den grad noget for dig. Der er jo nok også en grund til, at den vandt International Pickup of the Year i 2020. Jeg er vild med den!