Ford Transit Custom PHEV


Falder snakken på varebiler kan du ikke undgå at nævne Ford Transit. Bilen har eksisteret i en menneskealder og har udmærket sig ved at kunne tilpasses til så mange formål i så mange forskellige varianter, at man skulle tro det var løgn. Jo mere moderne biler er blevet, des mere teknologi har Ford overført til deres Transit – på den måde er bilen aldrig blevet ”gammel”. Man har simpelthen valgt at bruge elementer fra personbiler i Transit, så komforten og de tekniske hjælpemidler har været blandt de nyeste og mest moderne.

En af de interessante Ford Transit lige nu er Plug-in-Hybrid versionen. Hvorfor? Jo, den rammer lige ned i den kæmpe debat omkring varebiler i storbyerne og den forurening, det medfører. Der vil Transit PHEV helt klart få nogle fans, for bilen er udstyret med en lille 1,0 liters ECOBOOST motor og en elmotor på 92,9 kW, hvor du så kan skifte mellem hybrid eller ren el. Sidstnævnte giver dig mulighed for at køre op til 41 km på ren strøm – og det er faktisk en hel del, når/hvis du kører rundt med varer e. lign. i byen. Når du så skal tilbage til kontoret, så kan du gøre brug af hybridfunktionen. Et lille og ret irriterende minus er dog, at du selv med fuld hybrid funktion kun kan køre 100 km/t – ikke 110 km/t, nej 100 km/t. Det er en voldsom træls hastighed på motorvejen, da du lige kører stærkere end lastbilerne men langsommere end den tilladte hastighed. Havde man her valgt et maks på 110 km/t, havde det fungeret bedre i min verden.

Plug-in-versionen fås til Transit Custom Van, hvilket også er den mest populære Transit overhovedet. Den har en passende størrelse til de fleste håndværker eller transportopgaver og så ser den også ganske godt ud pga. det strømlinede design. Du mister heller ikke plads med PHEV udgaven af Transit. Ford har nemlig konstrueret bilen sådan, at batteriet er bygget ind i bilens bund under varerumsgulvet. Du har derfor stadig den samme varerumsplads på 6 m3. Nyttelasten er 1.130 kg.

I kabinen kan du nyde godt af Sync 2,5 og en 8” skærm til betjeningen af det hele. Sæderne er udmærkede og udsynet er som altid glimrende. Plastkvaliteten er bedre end vi ser på flere andre modeller i denne klasse, hvilket Ford skal roses for. Der er jo ingen grund til at vælge det billigste, bare fordi der er tale om en varebil.

Transit PHEV fås i to udstyrsversioner – Trend og Limited. Prisforskellen er cirka 15.000 kroner, men du får nogle lækre features som f.eks. førnævnte Sync 2,5 med 8” skærm og LED-lys i varerummet, elfoldbare sidespejle og regnsensor samt varerumsbeklædning i fuld højde. Så de ekstra 15.000 kroner er i mine øjne godt givet ud.

Inden du vælger din næste varebil, så kør lige forbi Ford og prøv Transit PHEV – specielt hvis din kørsel primært foregår i by og på landevej. Ligger du derimod og køre mange motorvejskilometer, vil jeg anbefale dig en alm. dieselversion.