Porsche Taycan Cross Turismo Turbo


En af de absolut mest ventede elbiler var Porsche Taycan. Alle med interesse for biler var yderst spændte på, hvordan Porsche greb det hele an og hvilke løsninger de havde valgt. Det var meget få, der blev skuffede, og Taycan er nu blandt de bedst sælgende modeller fra den tyske sportsvognsfabrikant. Derfor var det også interessant at følge, hvordan folk reagerede, da Porsche annoncerede Cross Turismo varianten af selvsamme Taycan. Cross Turismo er nemlig en stationcar version af den eksisterende Taycan – en stationcar med en klassisk Shooting Brake designlinje og muligheden for lettere off road kørsel pga. design, firehjulstræk og undervogn.

Lad os bare slå fast med det samme, at bilentusiaster verden over har ædt det modificerede design råt, hvilket så absolut er til at forstå. Bare kig på vores testbil, der står i den nye Crayon farve med de sorte accents – den ser voldsomt godt ud! Men, hvordan er den så at køre i?

Turbo
Ganske som det er tilfældet med den almindelige Taycan, så fås Cross Turismo i forskellige varianter. Der er standardmodellen kaldet Cross Turismo 4 (firehjulstræk er standard, red.) med 380 hk. Så er der Cross Turismo 4S med 490 hk. Dernæst kommer Cross Turismo Turbo med 680 hk og Cross Turismo Turbo S med hele 761 hk.  Bilen vi har til test er Cross Turismo Turbo.

Porsche har det med at gøre ting under overfladen. Det skal forstås på den måde, at de mekanisk er de fleste andre overlegne og finder løsninger, som bare gør køreoplevelsen bedre. Den første ting, der adskiller Taycan fra de fleste andre elbiler er, at den har en 2-trins gearkasse på bagakslen og en 1-trins på forakslen.  Den 2-trins gearkasse gør køreoplevelsen og specielt accelerationen langt mere effektiv og intens, hvilket i den grad mærkes, hvis du tester bil fra 0-100 km/t, der er et overstået kapitel på blot 3,3 sekunder. Gearkassen med det ekstra gear sørger for, at det hele ikke går op i hat og briller ved at ”tøjle” det vanvittige drejningsmoment på 850 Nm, der allerede er tilstede fra 0 o/min. Det fungerer imponerende godt og gør i den grad acceleration til en fornøjelse – men samtidig tilfører det også et element af sikkerhed ved at lade både gearkasse og elektronikken tøjle de mange heste. Udover den voldsomme accelerationstid i sprintdisciplinen 0-100 km/t, så imponerer bilen og fra 0-160 km/t, der er en saga blot efter 7,0 sekunder – 0-200 km/t tager blot 10,7 sekunder. Topfarten er 250 km/t.

Men det er ikke blot i ren acceleration, at Taycan Turbo er imponerende. På trods af en kampvægt på næsten 2,4 tons kører Taycan ualmindelig godt. Styringen er tung og ultra præcis og det er tydeligt, at Porsches mangeårige erfaring med at tøjle mange hestekræfter og en løs bagende spiller ind her. Taycan er ualmindelig velkørende!

Opladning og rækkevidde
Taycan Cross Turismo er ligesom den almindelige Taycan udstyret med 800 V ladestruktur og et 93,4 kWh batteri (brutto kapacitet, red.). 800 V systemet gør Taycan til en af de hurtigst ladende biler på markedet. Lader du f.eks. fra en Ionity eller Allego hurtiglader, vil du i teorien kunne lade med 270 kW. Det tal nåede vi dog aldrig i praksis og var heldige, når ladestanderen sneg sig over 200 kW. Der skal dog uddeles store roser til Porsches intelligente ladesystem (Porsche Intelligent Range Manager, red.), der efter indtastning af din destination i navigationssystemet udregner, hvor du skal lade og hvor længe. En tur fra Aalborg til København (startende på 100 %, red.) krævede derfor kun ét stop midt på Fyn – stoppet varede 14 minutter. Det er godkendt – men jeg kunne godt tænke mig, at man formåede at smide bare 100 km ekstra range på WLTP standarden, der officielt siger 395-452 km. Der kommer vi nemlig ikke op i praksis.

Kabinen
Kabinen i Taycan Cross Turismo er typisk Porsche. Som standard er alt glimrende og i god kvalitet. Men det er først når du begynder at vælge fra listen over ekstraudstyr, at det begynder at blive rigtig sjovt. Læderpakker med farvede syninger og et instrumentpanel pakket ind i læder, tager sig bare bedre ud end det traditionelle plastik. En fed og ganske overkommelig feature er den ekstra skærm i kabinen, det såkaldte passenger display. Her har din co-driver adgang til bilens infotainment og kan styre det fra sit eget sæde. Det fungerer godt og hurtigt. Samtidig er grafikken af meget høj kvalitet. Prisen er 12.948 kroner.
Pladsmæssigt er Taycan Cross Turismo godt med pga. sit Shooting Brake design og sine næste 5 meter i længden og 2 meter i bredden. Pladsen ved bagsædet er ikke voldsom, som i en S-klasse, men det er glimrende til børn, teens eller to voksne. Du kan vælge mellem to bagsæder med midterkonsol eller 2+1, hvor der er et mindre bagsæde i midten. Førstnævnte ser bedst ud. Bagagepladsen er på 379 liter samlet, hvoraf du har 84 liter foran. Med nedfældede bagsæder kan Cross Turismo rumme hele 1.145 liter.

Samlet set
Jeg var meget spændt på Cross Turismo. Hvordan ville de opføre sig som dagligdags transportmiddel/familiebil – ville den skuffe og være tung og upraktisk eller imponere. Jeg skal være ærlig og sige, at Taycan Cross Turismo Turbo er den mest vellykkede elbil, jeg har kørt til dato (og jeg har kørt stort set alle, red.). Den er den type bil, der bare bliver en del af dig, jo mere du kører den. Den er stor, hurtig, luksuriøs og 100 % gennemtænkt rent teknisk. Jeg ville som sagt gerne have lidt ekstra range – men mon ikke det kommer.

Prismæssigt imponerer Cross Turismo også. Billigste model står til 914.900 kroner. Her er tale om Cross Turismo 4 med 380 hk. Det er en del mere end en standard Taycan, der har en startpris på 789.900 kroner. Forskellen på de to priser ligger i, at Cross Turismo har firehjulstræk som standard – det har Taycan ikke – og at Cross Turismo starter som 4S. Vælger du derimod Taycan 4S så er prisen 1.064.900 kroner (2022 priser, red.). Cross Turismo 4S står til 1.119.900 kroner – altså en forskel på 55.000 kroner. Hvorvidt Cross Turismo kommer i en billigere version tvivler jeg lidt på, da det vil fjerne firehjulstrækket og derved hele ideen med en Cross Turismo.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er helt solgt til Taycan Cross Turismo. Bilen rammer mit bil-hjerte på så mange punkter; køreegenskaber, design, kvalitet og teknik. Jeg har meget svært ved at forestille mig noget bedre lige nu – det skulle da lige være Turbo S.