Ford Mustang Mach 1


Den mest hard core Mustang du kan få i Danmark hedder Mach 1 – et navn Ford har brugt til de lidt mere ”grove” versioner af den klassiske bil, der ikke bærer navnet Shelby. Mach 1 så første gang dagens lys i 1969, altså 5 år efter den første Mustang forlod samlebåndet.

Mach 1 adskiller sig fra den almindelige Mustang GT på flere områder. Rent optisk adskiller den sig med en anden styling, hvor det mest markante er grillen og stafferingerne. Næh, vi skal ind under skallen før de rigtige forskelle melder sig. Mach 1 er nemlig sat op til race, hvis du sammenligner med GT’en. Motoren er dog den sammen 5,0 liters V8’er, hvor ydelsen dog er 460 hk mod de normale 450 hk. Det maksimale drejningsmoment er det samme på begge modeller, nemlig 529 Nm. Mach 1 giver også mulighed for at køre med manuel gearkasse – en Tremec TR-3160 gearkasse, som Ford har hentet direkte fra Shelby GT350. Den er utrolig velskiftende og Ford har lagt computerstyret mellemgas ind, når du gearer ned. Det lyder godt og fungerer glimrende uden at være overdrevent.

Ford har også leget lidt med lyden i Mach 1. Der er langt mere bulder og brag over det, når du fyrer op under V8’er fra Michigan. Det er amerikansk. Det er højt. Det er fedt – og det er alt sammen opnået ved at have opgraderet indsugning og gasspjæld. Derudover er bilens kølesystem stærkt opgraderet, hvilket gør det muligt at bruge bilen til seriøs banekørsel.

På landevejen kan man godt mærke, at Ford har lagt sig i selen for at skabe en mere kontant version af klassikeren. Bilen er langt mere præcis i sit styretøj og gearkassen gør det faktisk til en sjov køreoplevelse. Der må dog gerne arbejdes endnu mere med netop det område, når den nye Mustang ser dagens lys til næste år. Det skal dog lige siges, at den elektronisk styrede MagnaRide undervogn er standardudstyr på Mach 1, hvilket er et stort plus.

Når man hører tallene 5,0 liters V8’er, så forventer man et bæst der rykker ved selv lave omdrejningen. Men sådan er det ikke med Mach 1. Den skal faktisk have direkte tæsk og op i de høje omdrejninger, før den tager rigtig fat. Faktisk er den direkte søvnig og mere oplagt til cruising, hvis du bare har ”normal” speederfod.

Indvendigt er der også givet lidt gas mht. indretningen. Men det man mest lægger mærke til at den hvide cue ball gearknop. Det ser fedt ud.
Sæderne er lækre og støtter godt – men der er lidt knirkelyde rundt omkring. Vi skal jo huske, at Mustang i USA er en forholdsvis billig bil. Det er den dog ikke i DK. Derfor skuffer det også lidt, at bilen er udstyret med Sync3 og ikke Sync4, der ville give et lidt mere luksuriøst udtryk til kabinen, når der bliver blæst op for bæstet.

Mustang Mach 1 koster rundt regnet en million kroner. Det er en pæn portion penge, hvis man sammenligner med konkurrerende modeller. Men, spørgsmålet er, hvilke konkurrenter, der formår at komme med samme udseende, lyd, tiltrækningskraft og historie?

Jeg kan rigtig godt lide Mach 1 versionen af Mustang. Den kan et eller andet. Men, du skal ikke købe den for at få en hurtig og velkørende sportsvogn. Du skal købe den for at opnå førnævnte fordele.