Honda Civic eHEV


Hvis du siger Honda, så svarer de fleste Civic. Hondas mest populære bil har levet et omskifteligt liv og antaget mange former rent visuelt. Fælles for Honda Civic er dog, at den stort set altid har været ekstremt velkørende. Forrige udgave af Civic overraskede mange med sit futuristiske design, da den blev introduceret på markedet. Personligt var jeg stor fan af bilen, specielt i den hard core Type R version, hvor der virkelig var skruet op på alle parametre.

Nu er tiden kommet til en anderledes Civic. Anderledes på den måde, at der er tale om en helt ny type drivlinje for modellen og der er tale om en helt ny form for design - og lad os kigge på designet først, for Civic 2022 er blevet længere, større og nærmest 4-dørs coupéagtig i sit udseende. I profil er bilen ekstremt harmonisk og strømlinet at se på. Ja, der er faktisk svært at finde en vinkel, hvor Honda ikke har formået at kombinere det sporty med det elegante. Og vi ved alle at en bil, der ser godt ud i hvid, ser godt ud i næsten alle andre farver – det samme er tilfældet med Civic. Godt gået Honda.

Som sagt så har den nye Civic en helt ny drivlinje. Her er tale om en hybridmotor, der er koblet til en CVT gearkasse. Og alle faste læsere ved, hvordan mit forhold til CVT gearkasser er (ikke godt, red.). Men jeg må simpelthen bøje mig i støvet og indrømme, at Honda har gjort et fantastisk stykke arbejde. Man har indsat virtuelle gearskifte, der faktisk virker efter hensigten og ikke er helt malplacerede, som det er tilfældet i f.eks. Subaru. Jeg tror Honda har brugt mange timer på at få motorens ydelse og de virtuelle gearskifte til at passe sammen, for så at simulere et gearskifte. Man kan så altid spørge, hvorfor man ikke bare benytter en almindelig automatisk dobbeltkoblingsgearkasse.

Motoren i Civic er på 2,0 liter og yder 184 hk. Den har et maksimalt drejningsmoment på 315 Nm. Motoren virker absolut kraftigere end antallet af hestekræfter umiddelbart lægger op til. 0-100 km/t er overstået på 7,8 sekunder og topfarten er 180 km/t.
Selve hybriddelen består af et batteri og en elmotor, hvor batteriet bliver ladet op via bremseenergi og motorkraft. Det gør det muligt for Civic at køre på strøm ved ren bykørsel. Jeg synes desværre, at Honda har valgt at lade benzinmotoren slå til for hurtigt. Det er tit omkring de 30 km/t, at den hopper fra strøm til benzin. Her havde jeg gerne set en teknik, hvor man kunne runde de 50 km/t på ren el. Overgangen fra el til benzin og tilbage foregår dog gnidningsfrit, hvilket ikke altid er en selvfølge ved denne type hybridmotorer.

Honda lover en samlet rækkevidde på 830 km (WLTP) eller 21,3 km/l. CO2-udledningen er opgivet til 108 g/km.

Køreegenskabsmæssigt har Honda flyttet sig en smule væk fra det sporty og lagt mere fokus på komfort. Tager man i betragtning, at man har ændret designet til det mere elegante, så passer de to ting faktisk rigtig godt sammen.

Indvendig er der sket en hel del og i topmodellen fremstår læderkabinen virkelig velsamlet og behagelig. Sæderne støtter glimrende og egner sig godt til langture også. Pladsen er mere end godkendt og det samme er de 410 liter i bagagerummet. De er nemlig lettilgængelige pga. den store bagklap, der giver fuld adgang til bagagerummet. Kabinen præsenterer også et 10,2” informationsdisplay og et nyt grafisk overlay, som er meget bedre end det vi f.eks. ser i Honda e. Jeg kunne dog godt tænke mig en højere opløsning, når det drejer sig om navigationsdelen – men det virker til at være udbyderen af softwaren, der skal have et lille gok i nøden, da grafikken på alle andre dele er super. Civic byder på voldsomme mængder af digitalt udstyr og er i topmodellen Advance så overdådigt, at du stort set ikke kan forlange mere.

Samlet set kan Honda være ekstremt tilfredse med den nye Civic. Den tager sig godt ud, er virkelig velkørende, har god plads og høj kvalitet. Den nye drivlinje er absolut blandt de bedste af sin slags og jeg må overgive mig til Hondas version af CVT gearet, der endelig fungerer.

Priserne starter ved 355.900 kroner for Elegance version. 388.900 kroner må du slippe for Sport modellen og 439.900 kroner for topmodellen kaldet Advance.

Gør dig selv en tjeneste og prøv den nye Civic eHEV. Den er blandt de absolut bedste standard hybridbiler på markedet. Virkelig godt Honda!