C3 AirCross - CitroŽns fremtid?


Den nye Citroën C3 AirCross er bygget op omkring hele AirCross konceptet, som Citroën introducerede sidste år. Her tager man eksisterende modeller/designs og omdanner dem til SUV’er, hvilket betyder større frihøjde og derved bedre udsyn og lettere indstigning, samt selvfølgelig et mere robust look, der taler til en helt anden type livsstil end det vi normalt forbinder f.eks. en almindelig C3 med.

 

Citroën har samtidig valgt, at deres AirCross modeller kan sammensættes i et væld af forskellige styles, så du har mulighed for at sammensætte en bil præcis, som du ønsker det. Det giver nogle spændende og til tider også vovede designløsninger. Personligt finder jeg det rart, at se flere individualiserede biler på vejene i stedet for alle de hvide-, sorte- og sølvfarvede vi er så vant til.

 

Ved første øjekast, så skiller C3 AirCross sig betydeligt ud fra andre modeller på markedet. Franskmændene har aldrig være blege for at designe biler, der måske mere minder om noget fra en anden galakse end det vi normalt forbinder med moderne bildesign. Men det klæder Citroën at være anderledes og jeg kan godt lide deres specielle linjer, der går igen på stort set alle modeller – selv deres varebiler. Det der tiltaler mig mest er klart fronten – den er speciel men lækker på sin helt egen måde.

 

Også indvendigt skiller C3 AirCross sig ud. Du har fire forskellige muligheder for indretning i kabinen, Rød Urban, Hype Mistral, Grå Metropolitan og Hype Colorado – hver designstil er sin egen og går fra stilet og sober til topklasse og luksuriøs. Igen, det er meget specielt – men det følger stilen.

 

Pladsmæssigt er C3 AirCross rigtig godt med – både foran og bagved. Bagsæderne kan længdeforskydes og benpladsen kan derved tilpasses mængden af bagage. Samtidig er der højt til loftet og bagagerummet sluger hele 410 liter – som dog kan ændres til 520 liter, hvis førnævnte sæder skydes frem. Det er ganske imponerende.

 

Rent udstyrsmæssigt fås C3 AirCross med et væld af muligheder. Mediesystemet med 7” skærm er et must og det fungerer glimrende uden at imponere med nye og spændende features. Systemet understøtter både Apple CarPlay og Android Auto. Der er samtidig mulighed for trådløs opladning af din mobiltelefon. Samtidig er bilen spækket med elektroniske hjælpemidler, der bl.a. tæller blind vinkel assistent, city brake, vejskilte genkendelse, automatisk skift til fjernlys etc. Det fungerer super godt – og mange af elementerne finder du normalt kun i langt dyrere modeller.

 

Bag rattet er det ganske nemt at finde en god kørestilling. Sæderne er udmærkede og matcher den klassiske Citroën undervogn, hvor komforten er i højsædet. Vi har testet både diesel (100 hk 1,6 liter, red.) og benzinudgaven (110 hk 1,6 liter, red.) af AirCross – og vi har kørt med både manuelt og automatisk gearskifte. Personligt synes jeg ganske godt om begge muligheder – og jo mere jeg kørte modellen med automatgear, des mere begyndte jeg at synes om den og endte faktisk med den som favorit. Måske hænger det også sammen med den meget typiske ”franske” manuelle gearkasse, hvor fasthed og korte skift er noget du skal kigge meget langt efter. Motormæssigt passer den automatiske gearkasse rigtig fint til benzinudgaven med de 110 hk. Det endte i hvert fald med at blive min favorit.

 

Køreegenskaberne er ganske glimrende – men du skal vide, at man satser 100 % på komfort med C3 AirCross. Men på lange stræk eller i byen er den yderst komfortabel og absolut i sit rette element. Det har Citroën gjort rigtig fint og det er nok også derfor at C3 AirCross har vundet et utal af priser allerede.

C3 AirCross få også med funktionen Grip Control, hvor du vælger funktion med en lille knap, hvorefter bilen tilpasser kraftoverførslen afhængigt af underlaget – eller du kan fastholde en bestemt hastighed ved f.eks. nedkørsel. Det er ikke tilkoblet firehjulstræk, da dette ikke er en option på C3 AirCross.

 

Prismæssigt starter C3 AirCross ved knap 184.000 kroner. Men, du skal helst op i Iconic udstyrsniveauet – og med den motor/gearkasse-konstellation, som jeg nævnte før, så er prisen 243.970 kroner. Det er i mine øjne en meget favorabel pris.

 

Jeg kan godt lide C3 AirCross. Jeg synes, den viser, hvilken retning Cirtoën er på vej i – og det er en retning de absolut skal fortsætte. Det klæder dem. Så skal vi bare lige have fikset det manuelle gearskifte og lidt hård plast nogle steder – så er det slet ikke så ringe.