Ingen dieselmotor i ny Volvo S60


Den nye S60 sedan, som står over for at blive introduceret, er den første Volvo-personbil i nyere tid, der bliver produceret uden en dieselmotor. Dermed sætter Volvo streg under sin langsigtede strategi om en fremtid uden den traditionelle forbrændingsmotor.

 

Alle nye Volvo-modeller, der bliver introduceret fra 2019 kan købes som enten mild benzin-hybrid, plug-in benzin hybrid eller batteridrevet el-bil. Det er bilindustriens mest omfattende strategi for el-drift, og Volvo var den første traditionelle bilproducent, der forpligtede sig på området i juli 2017.

 

”Vores fremtid er elektrisk, og vi kommer ikke længere til at udvikle en ny generation af dieselmotorer,” siger Håkan Samuelsson, adm. direktør og koncernchef for Volvo Cars. ”Vi udfaser biler, der kun har en intern forbrændingsmotor, og tilbyder benzin-hybrid udgaver i en overgangsperiode, mens vi bevæger os hen imod ren el-drift. Den nye S60 er næste skridt på vejen”.

 

Sidste måned forstærkede Volvo sin el-drift strategi ved at erklære, at virksomheden forventer, at rent el-drevne biler kommer til at udgøre op mod 50 procent at dens globale salg i 2025. Udtalelsen faldt på biludstillingen i Beijing, og understøttede Volvo’s position i Kina, som er verdens førende marked for el-drevne biler.

 

Den nye S60 er en premium sports-sedan, der bygger på Volvo’s egen skalerbare produktarkitektur (SPA), som også er basis for virksomhedens prisvindende, nye biler i 90-serien og 60-serien. S60’s stationcar-pendant, V60, blev introduceret tidligere i år i Stockholm.

 

I starten bliver den nye S60 solgt i USA med en række fire-cylindrede Drive-E benzinmotorer samt med to benzin-plug-in hybrider. Milde hybrider følger næste år. Modelserien i sin helhed kommer først på markedet i  Europa – og dermed Danmark – næste år.

 

Produktionen af den nye S60 starter i efteråret på Volvo’s helt nye fabrik i Charleston (South Carolina), USA. Fabrikken bliver det eneste produktionssted for S60, hvilket betyder, at de amerikansk byggede S60’ere vil blive solgt på det amerikanske marked og eksporteret til resten af verden.