Mere power og lyd i Mazda MX-5


Mazda introducerer om kort tid en opdateret version af verdens mest solgte roadster. Den umiddelbare køreglæde er stadig i højsædet, og designet er stort set uændret. Ændringer finder man derimod i motorrummet, hvor både 1,5- og 2,0-liters motoren blandt andet har fået ændret forbrændingskamrene og indsprøjtningssystemet for at forbedre effektiviteten. Begge motorer har fået øget drejningsmomentet, reagerer endnu hurtigere på bevægelser af speederen og lever op til kravene i den nye udstødningsnorm Euro 6d Temp.
 

Den største forandring er dog sket med 2,0-liters motoren, der nu tager flere omdrejninger (op til 7.500 o/min) og har fået hævet ydelsen fra 160 hk til 184 hk. Det bringer accelerationstiden fra 0-100 km/t ned på 6,5 sekunder. Samtidig har den fået en endnu mere sportslig motorlyd.
 

Set udefra er eneste ændring, at både 16” og 17” aluminiumsfælgene har fået en mørkere farvetone. Stofkalechen er som udgangspunkt sort, som det også har været tilfældet hidtil, men det bliver fremover muligt at vælge en brun stofkaleche til MX-5 2,0 med Sport-pakke.
 

Mazda MX-5 er Danmarks suverænt mest solgte sportsvogn. I 2017 blev der indregistreret 211 eksemplarer, hvilket var en ny rekord for MX-5 i Danmark. I 2018 er der indtil 31. maj indregistreret 98 eksemplarer. MX-5 fås både med stofkaleche og som RF (Retractable Fastback) med foldbar hardtop. Priserne for den opdaterede MX-5 begynder ved 299.997 kr. med 1,5-liters motor og 369.997 kr. med den nye og stærkere 2,0-liters motor.