AMG GT 4-dørs klar i Danmark


Som den første model i GT serien forener Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé banebrydende sportsvognspræstationer med elegant hverdagsduelighed. Mercede-AMG GT 4-dørs 63 4MATIC+ og Mercedes-AMG GT 4-dørs 63 S 4MATIC+ kan nu bestilles i Danmark.

Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé er en fuldblodssportsvogn udviklet af Mercedes-AMG. Og kombinationen af de markante luftindtag under de smalle LED forlygter, de muskuløse bølger i motorhjelmen og ikke mindst den dybe rumlen fra V8’eren gør da heller intet for at skjule, at den smukke coupé fra Affalterbach er garant for rendyrket performance i verdensklasse.

Intelligent firehjulstræk og op til 639 hk
Mindste V8-udgave er Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé 63 med 585 hk, mens topudgaven Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé 63 S 4MATIC+ leverer hele 639 hk og et brutalt moment på 900 Nm. Det rækker til en 0-100-tid på imponerende 3,2 sekunder, mens speedometernålen først stopper ved 315 km/t. De mange kræfter sendes ud til alle fire hjul igennem det nyudviklede, dynamiske firehjulstræk 4MATIC+, som fordeler kræfterne mellem for- og baghjul variabelt. Det betyder en køreoplevelse, som giver føreren fordelene ved firehjulstrækkets faste greb i asfalten ved kraftig acceleration og igennem sving med høj fart, samtidig med at baghjulstrækkets sportslige dynamik bevares, når Drift-indstillingen i køreprogrammet RACE vælges.

Langt fra hverdagsagtig, men fuldt ud hverdagsduelig
De imponerende præstationer til trods er Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé komfortabel som få og decideret praktisk uden for racerbanen. De elegante og komfortable AMG sportssæder, som er standardudstyr, yder sublim støtte for såvel fører som passagerer, og det er desuden muligt at vælge de eksklusive First-Class bagsæder, som kendes fra S-Klassen. Skal der også være plads til svigermor, er det muligt at vælge bagsæderækken med tre siddepladser.

Bag det fladbundede AMG Performance rat i enten nappalæder eller DINAMICA mikrofiber har føreren udsigt til standardudstyr, som blandt andet omfatter Widescreen Cockpit, Burmester surround sound, Ambiente kabinebelysning i 64 farver og de intelligente MULTIBEAM LED forlygter, som får nat til at føles som dag. Fra rattet kan lydniveauet på AMG Performance udstødningssystemet desuden styres efter førerens ønske via de digitale knapper, som også bruges til at vælge køreprogram.

AMG GT 4-dørs coupé med EQ Boost lanceres senere
Senere bliver det muligt at vælge Mercedes-AMG GT 4-dørs coupe 43 og Mercedes-AMG GT 4-dørs coupe 53, som begge er udstyret med den nyudviklede rækkesekser på tre liter og leverer henholdsvis 367 hk og 435 hk. Begge modeller er ligeledes udviklet af Mercedes-AMG og er derudover udstyret med 48-voltssystemet EQ Boost, som ved hjælp af genanvendt bremseenergi leverer op til ekstra 22 hk og 250 Nm over korte perioder.

Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé 63 fås fra 2.920.400 kr.
Mercedes-AMG GT 4-dørs coupé 63 S fås fra 3.206.000 kr.

Begge modeller kan bestilles nu med levering i efteråret 2018.