Ny effektiv motor i Qashqai


Danmarks mest solgte/populære crossover/SUV, Nissan Qashqai, kan nu købes med en helt ny 1,3-liters benzinmotor.

Den effektive nye motor, som fås med enten 140 hk eller 160 hk, har et lavere brændstofforbrug og en lavere CO2-emission. Ifølge Nissan, så bygger den på Renault-Nissan-Mitsubishi-alliancens styrker og ressourcer og er udviklet i samarbejde med Daimler.

Motoren får debut i Qashqai. Den er tilgængelig i kombination med en 6-trins manuel gearkasse eller en helt ny 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse (DCT) – begge med forhjulstræk. Det er første gang, at en DCT introduceres i en Nissan volumenmodel, og det giver kunderne en sportslig og mere direkte dynamisk køreoplevelse.

Den nye 1,3-liters motor fås i tre versioner – en 140 hk-version med 6-trins manuel gearkasse, en 160 hk-version med 6-trins manuel gearkasse og en 160 hk-version med 7-trins DCT. Drejningsmomentværdierne er 240 Nm med 140 hk, 260 Nm med 160 hk og manuel gearkasse og 270 Nm med 160 hk og DCT.

Ifølge Nissan, så vil den optimerede benzindrivlinje sætter nye standarder for Qashqais køreegenskaber. Kunderne vil opleve bedre respons og acceleration med højere ydelse og højere drejningsmoment, en mere jævn og lineær kraftudfoldelse og mere støjsvag kørsel. Serviceintervallerne er også blevet længere.

Jean-Philippe Roux, som er general manager, crossovers, hos Nissan Europe, udtalte følgende: "Lanceringen af den helt nye 1,3-liters motor er det helt rigtige svar på de nye markedsforhold, og vi efterkommer kundernes efterspørgsel efter en højeffektiv benzinmotor, der giver enestående præstationer og brændstofeffektivitet.".

I Qashqai erstatter den nye 1,3-liters motor direkte tre tidligere motorer – 1,2-liters motoren med 115 hk og manuel gearkasse eller CVT og 1,6-liters motoren med 163 hk og manuel gearkasse. Alle de nye motorversioner opfylder den seneste Euro 6d-Temp-emissionsstandard.