Danske priser på ny Mercedes B-klasse


B-Klassen har undergået en omfattende teknisk og designmæssig forvandling og fremstår nu mere aerodynamisk, moderne og digital end nogensinde. Standardudstyrsniveauet er udsædvanligt højt og inkluderer blandt andet det intelligente, stemmestyrede infotainmentsystem MBUX, ligesom helt nye dieselmotorer er kommet til. Priserne starter ved 337.297 kr. for benzinmodellen B 180 7G-DCT med 136 hk.

Tredje generation af den rummelige og komfortable sports tourer blev for ganske nyligt vist frem for verdenspressen på Mallorca, og listen over nyheder i den ny B-Klasse er lang. Den aerodynamiske linjeføring med den lave front og de smalle LED High Performance-forlygter, som er standardudstyr, giver den ny B-Klasse et udpræget sportsligt og moderne eksteriørdesign.

Blandt de øvrige højdepunkter på listen over standardudstyr er blandt andet 17” letmetalfælge, multifunktionslæderrat, bakkamera, elektrisk åbning og lukning af bagklappen samt Active Lane Keeping Assist, som aktivt hjælper med at holde bilen på vejen, hvis føreren er uopmærksom.

Dertil kommer komplet digital instrumentering i kabinen sammen med det ny infotainmentsystemet MBUX – Mercedes-Benz User Experience. Systemet samler alt fra radio og navigation til sædevarme, kabinetemperatur og køreprogrammer i ét samlet system, som nemt og overskueligt styres enten fra rattet, touchpad’en i centerkonsollen, den trykfølsomme skærm eller med stemmen. Sætningen ”Hey Mercedes” vækker systemet, som er klar til at hjælpe med alt fra at vise vej til at give dig en vejrudsigt. Og takket være kunstig intelligens lærer systemet løbende de forskellige førere af bilen at kende og tilpasser sig, så bilen altid er indstillet, som føreren foretrækker det.

Bredt motorprogram
Det er i første omgang muligt at vælge mellem to varianter med benzinmotor og tre varianter med dieselmotor, som alle er udstyret med dobbeltkoblingsautomatgear med enten 7 eller 8 trin. På benzinsiden starter priserne ved 337.297 kr. for B 180 7G-DCT med 136 hk, mens B 200 7G-DCT med 163 hk fås til priser fra 340.098 kr. Billigste dieselvariant er B 180 d 7G-DCT med 116 hk, der fås fra 352.098 kr., mens de to topudgaver B 200 d 8G-DCT og B 220 d 8G-DCT med henholdsvis 150 og 190 hk fås fra 380.298 kr. og 410.498 kr. Begge modeller låner den velkendte dieselmotor, som allerede findes i C- og E-Klassen.

B-Klassen forventes hos de danske Mercedes-Benz-forhandlere i begyndelsen af det nye år.