Stærkeste Mini nogensinde!


MINI John Cooper Works GP Concept blev første gang vist på biludstillingen i Frankfurt i 2017. Konceptbilen viste moderne racer-gener, som er inspireret af den legendariske historie, som startede tilbage i 1959. Nu er bilen på vej mod serieproduktion og bliver den vildeste MINI nogensinde.

Den produktionsklare MINI John Cooper Works GP får en firecylindret motor med MINI TwinPower Turbo-teknologi og over 300 hestekræfter. Udgaven bliver dermed den suverænt stærkeste MINI gennem bilmærkets 60 år lange historie.

Den nye model bliver også eksklusiv af andre grunde. MINI John Cooper Works GP produceres nemlig i et begrænset antal på 3.000 eksemplarer, når den lanceres på markedet i 2020.


Ikon gennem 60 år
De første MINI’er rullede ud på vejene i 1959 og voksede sig hurtigt til at blive et ikon. Det utraditionelle bilmærke blev også tidligt opdaget af den britiske racerlegende John Cooper. Dette samarbejde resulterede blandt andet i tre sejre i Monte Carlo Rally.

John Cooper Works-signaturen betyder noget helt specielt for MINI fans og lidenskabelige racer-entusiaster.


Sportslige ambitioner
Konceptbilen MINI John Cooper Works GP Concept havde et udpræget sportsligt design, da den blev præsenteret. Med store spoilere både foran og bagpå, en markant tagspoiler og et omfattende brug af lette materialer, var der ingen tvivl om de sportslige ambitioner. Hvor meget, der bibeholdes på den produktionsklare udgave, må tiden vise.

Testes på racerbanen
Frem mod lanceringen i 2020 skal MINI John Cooper Works GP testes og perfektioneres på racerbanen. Her skal erfaringer fra tidligere udgaver bruges sammen med motorsportseksperter for at give bilen den eftertragtede, hurtige omgangstid på Nürburgring.

Samlerobjekt
Forgængeren til den nye MINI John Cooper Works GP blev produceret i kun 2.000 eksemplarer og var udsolgt før selve lanceringen. Bilen er efterfølgende blevet et eftertragtet samlerobjekt.