Audi AI:Trail - fremtidens offroader?


Den firesæders Audi AI:TRAIL quattro kombinerer evnen til automatiseret kørsel med udprægede terrænegenskaber. Kabinen har glas helt ned til bunden og giver mulighed for et hidtil uset udsyn hele vejen rundt. Den store batterikapacitet sørger for en tilstrækkelig rækkevidde selv uden for de tætmaskede opladningsnet.

"Trail" henviser til at udforske naturen. I bilen er der derfor slet ingen stor skærm til streaming af serier eller videokonferencer – i stedet åbner store glasflader udsynet ud til omgivelserne. Audis designchef Marc Lichte beskriver konceptet på følgende måde: ”Med AI:TRAIL viser vi et offroadkoncept med emissionsfri elektrisk drivlinje for en helt ny køreoplevelse uden for de asfalterede veje. Derfor har vi konsekvent skabt en monolitisk grundform med maksimalt glasareal for at danne en intensiv forbindelse til omgivelserne. Et koncept til bæredygtig mobilitet on demand.

De 4 visionsbiler fra Audi
Audi AI:TRAIL quattro er den fjerde repræsentant i rækken af konceptbiler med elektrisk drivlinje, som begyndte med præsentationen af Audi Aicon på IAA 2017. Efter denne luksusklassebil med klart fokus på fuldautomatiseret langturskørsel var der i 2018 i Pebble Beach debut til Audi PB18 e-tron, som er en emissionsfri monoposto skabt til racerbanen. Forud for IAA 2019 har den fået et nyt navn, som med den fælles indledende forkortelse ”AI” nu henviser til familietilhørsforholdet, og ”AI:RACE” understreger uden omsvøb, hvad hensigten med den eldrevne sportsvogn er.

Den tredje i rækken, Audi AI:ME – som blev præsenteret på biludstillingen Auto Shanghai 2019 – er en autonomt kørende bybil til megabyerne over hele verden. Den aflaster sine passagerer fra den uundgåelige køkørsel i storbyerne og giver dem perfekt opkobling og et omfattende infotainmentudbud, så de kan tilbringe tiden ombord i bilen så meningsfyldt og afslappet som muligt.

Med AI:TRAIL udvider Audi nu anvendelsesområdet for visionsbilerne til også at omfatte området uden for de asfalterede veje. Bilen har fire elmotorer, systemer til assisteret og automatiseret kørsel og – som det er typisk for Audi – det permanente firehjulstræk quattro.

Audi AI er betegnelsen for en lang række elektroniske systemer, som aflaster føreren og samtidig vil give føreren nye muligheder i den tid, som vedkommende tilbringer i bilen. Til det formål anvender Audi AI også strategier og teknologier fra områderne kunstig intelligens og maskinel læring. Audi AI sammenkobler bilintelligens, som i det hele taget gør automatiseret kørsel mulig, og interaktionsintelligens, som gør bilen til en partner for personerne i den.

Aicon, AI:ME, AI:RACE und AI:TRAIL har mere til fælles end blot det bæredygtige drivlinjekoncept og linjeføringen, som giver et indblik langt ind i fremtiden. De repræsenterer samtidig også et nyt mobilitetskoncept fra mærket med de fire ringe. I modsætning til bilerne i dag skal sådanne biler ikke længere kombinere en lang række anvendelsesformål og scenarier til et kompromis. I stedet vil det i langt højere grad være muligt at konstruere morgendagens biler langt mere direkte til deres kerneopgave (use case). En kunde vil så i fremtiden kunne bestille en af disse specialiserede Audi modeller fra en Audi on demand-bilpulje, ud fra egne præferencer og behov, og låne den i en begrænset periode.

I den forbindelse skal kunden på ingen måde give afkald på den høje grad af individualisering, som allerede i dag er en selvfølge i premiumsegmentet. For alle brugerens kendte data og præferencer kan allerede medtages ved konfigurationen og udstyrstilpasningen af lånebilen. Dem, der bestiller en bil, kan ikke kun få deres ønskebil, de kan også konfigurere den i vidt omfang ud fra deres personlige præferencer. Farve, udstyr i kabinen og tekniske optioner kan forkonfigureres online via en app eller via de førerdata, der er gemt i myAudi-systemet. Selv den individuelt foretrukne kabinetemperatur, den ergonomisk perfekte sædeindstilling og det personlige musikbibliotek vil allerede være aktiveret, når man sætter sig ind.

Dette udbud vil være tilgængeligt og nemt kunne betjenes via en enkel app, som kombinerer bestilling af bilen, personlige præferencer hos brugeren samt talrige optioner, man kan benytte under kørslen.

Audi AI:TRAIL

Optimalt udsyn til omgivelserne
Med en udvendig længde på 4,15 m og en bredde på 2,15 m signalerer den muskuløse Audi AI:TRAIL, at den har potentiale til at køre i terrænet uden for de asfalterede veje. Bilen er 1,67 m høj og har kæmpestore 22”-fælge med 850 mm-dæk. Samtidig er frihøjden på hele 34 cm, og dermed er det muligt at køre gennem vand med en dybde på over en halv meter. Også i klippefyldt, ujævnt terræn giver denne konstruktion en høj grad af bevægelighed, uden at batterienheden, som er integreret i bilens bund, kommer i kontakt med underlaget.

Selve kabinen er et polygonalt rum med store glasflader og plads til op til fire personer. En karakteristisk detalje – som også viser slægtskabet med de andre visionsbiler – er den udadrettede kant på midten af sideruderne. Denne linje videreføres både til fronten og bagenden og forbinder som en slags hoftelinje hele karrosseriet til en monolitisk enhed. Den elektriske drivlinje i området ved akslerne og batteriet i bilens bund gør overhæng eller egne påmonterede komponenter til motor og batterier overflødige. Det organiske one-box-design bliver til det gyldne snit i elbilstidsalderen.

Letvægtskonstruktion og samtidig den maksimale karrosseristivhed er naturligvis især for en offroaders vigtige tekniske målsætninger. Derfor består karrosseriet til Audi AI:TRAIL af en materialeblanding af hightechstål, aluminiumsflader og kulfibermateriale. Det giver trods det kraftige batteri mulighed for en vægt på kun 1.750 kg.

Form følger også funktion på Audi AI:TRAIL. Sideruden, der går langt ned, skaber frit udsyn helt ned til jorden, hvilket netop har været designernes målsætning, og grænsen mellem interiøret og omgivelserne ophæves således.

Forruden er trukket langt om på siderne som i cockpittet i en helikopter, og det er ikke kun fronten og siderne, som er glasbeklædte og transparente. Næsten hele taget fra overkanten af forruden til hækspoileren giver ligeledes frit udsyn til himlen og landskabet. Selv den lodrette singleframe er her glasbeklædt, kun de fire ringe sidder på den velkendte plads i dette ellers glasbeklædte ottekantede element.

I bagenden er der – integreret i stødfangeren – et separat rum til snavsede genstande som fx vandresko, klatreudstyr eller vådt tøj. Sidepanelerne under de modsathængslede døre er udført som et udkørbart trinbræt.

I stedet for store hjulkasser er der kun horisontale afdækninger over de fire hjul, hvilket også under kørslen giver udsyn til undervognens teknik fra cockpittet. Dækkene har en særlig konstruktion med en struktur af bærende støtter, som er integreret i slidbanerne, og den egentlige overflade. Denne konstruktion giver mulighed for, at dækkene selv – som et supplement til fjederbenene – kan levere 60 mm yderligere fjedervandring. Ud over forbedrede offroadegenskaber betyder det også et enormt plus for komforten for passagererne.

Dækkene er desuden udstyret med en variabel, sensorstyret lufttryksregulering. Optiske sensorer i samspil med den elektroniske stabilitetskontrol ESC registrerer vejbelægningens beskaffenhed og regulerer dækkenes lufttryk derefter. Af hensyn til vejgrebet kan det være en fordel, fx på et underlag af sand, at reducere trykket og dermed øge dækkets rulleflade. Omvendt øger det kørselsstabiliteten, når man forøger trykket efter skiftet tilbage til asfalterede veje.

Enkelt men funktionelt interiør
Kabinen i Audi AI:TRAIL er kendetegnet ved at være overskuelig, rummelig og med kun få synlige betjeningselementer. To komfortable, skålformede sæder pryder første række, begge udstyret med firepunktsseler. Pedaler, et betjeningshåndtag som rat, nogle knapper, dertil en smartphone fastgjort på ratstammen som display og betjeningscentral til bilens funktioner og navigationen – flere elementer har man ikke brug for til interaktionen mellem fører og bil.

Samtidig understreger hele farvevalget med blå og grå flader inkl. jordfarver, forbindelsen mellem interiøret og naturen udenfor. Denne opfattelse suppleres også af rå, kornede overflader og blød uldfilt. Som det er set tidligere i forbindelse med konceptbiler, så anvender Audi designerne også genanvendte materialer i AI:TRAIL. Bundbeklædningen er fremstillet af behandlet uld med ligeledes genanvendt læder, begge både bæredygtige og slidstærke og med fremragende akustiske og klimatiske egenskaber.

På anden sæderække ses en nyhed, idét der er monteret to sæder udført som hængekøjer. Stofbaner, som er spændt stramt ud i en transportabel rørramme, skaber komfortable sædehynder og ryglæn, og selv sidestøtten er sikret med ryglænet, der trækkes om på siderne. Disse sæder indbyder desuden endnu mere til afslapning, for de kan tages ud af AI:TRAIL og anvendes som mobile udendørsmøbler.

Droner som forlygter
Mobilitet og multifunktionalitet kendetegner også lyskilderne i Audi AI:TRAIL. I stedet for klassiske forlygter er der i stedet, under A-stolperne, monteret frit stående lyskilder, som både kan lyse udad og indad. Dette LED-element kan dæmpes, og lysretningen kan styres, så det både kan anvendes som bordlys i kabinen samt som områdebelysning udvendigt. Baglyset fungerer på samme måde, hvor det både kan fungere som bagagerumslys og som en umiskendelig lyssignatur udvendigt.

I stedet for konventionelt nær- og fjernlys er Audi AI:TRAIL udstyret med i alt fem rotorløse, trekantede og elektrisk drevne droner med integrerede Matrix-LED-elementer. De er i stand til at lande på en tagbøjle eller direkte på bilens tag, hvor de også kan kobles op med induktive ladeelementer.

De flyvende objekter med betegnelsen ”Audi Light Pathfinder” skaber deres opdrift på samme måde, som rotorløse ventilatorer skaber deres luftstrøm. Da de har en udpræget letvægtskonstruktion, kan de med et forholdsvist lavt energiforbrug flyve foran AI:TRAIL og oplyse vejen – de erstatter dermed komplet forlygterne. Kameraer ombord kan efter ønske optage et videobillede, som kan overføres via Wi-Fi til displayet foran føreren.

Den såkaldte ”Audi Light Companion”, som er en lyskilde udformet som en større lommelygte, men med langt flere funktioner, er også nem at anvende. Normalt er den fastgjort på forsiden af sæderne via en magnet og fungerer der som ambientebelysning, men Light Companion kan også tages med ud af bilen, når man forlader AI:TRAIL. Når Audi Light Companion er koblet op med navigationssystemet i AI:TRAIL, er den desuden i stand til at projicere retningssymboler og endda tekstinformationer på en vej og dermed også hjælpe den vandrende AI:TRAIL-bruger med orienteringen.

Automatiseret kørsel på vejen og førerassistentsystemer til terrænkørsel
Audi AI:TRAIL er konstrueret til automatiseret kørsel på vejen op til level 4, der er næsthøjeste trin på en internationalt standardiseret skala for den tiltagende automatisering. Systemer fra denne kategori har ikke længere brug for hjælp fra føreren, men er dog begrænsede til et bestemt funktionsområde – fx motorvej – eller til et særligt areal i storbymiljøer udstyret med den egnede infrastruktur. Her kan føreren overdrage den komplette kørselsopgave til systemet, og føreren skal først overtage igen, når bilen forlader det område, der er defineret til fuldautomatisk kørsel. Derfor er Audi AI:TRAIL udstyret med rat og pedaler.

Dem skal føreren bruge – senest når turen går ud i terrænet. For der findes godt nok en omfattende digital kortlægning også af ikke-asfalterede mark- og skovveje, men deres ofte eroderende vejbelægning er ikke konstant nok til, at vejbegrænsninger og overfladeskader ville kunne digitaliseres pålideligt og langsigtet til automatiseret kørsel. Kun i undtagelsestilfælde og i begrænsede hastighedsområder kan det derfor være muligt at realisere automatiseret kørsel på level 3 på grusveje. Her har føreren flere sekunders tid til at overtage styringen.

Men sensorerne og assistentsystemerne lader ikke føreren være alene i AI:TRAIL – heller ikke i terrænet. Bilen er naturligvis først og fremmest udstyret med den velkendte sensorteknik til ESP, hvor data til friktionsværdier og tendens til hjulspind, længde- og tværacceleration leverer alle nødvendige parametre til elektronikken, så den kan optimere kørselsstabiliteten. Derudover er der en hel række sensorer, som både kan registrere vejbelægningen og forhindringer – de arbejder optisk som kamera og laser, med ultralyd og også via radar. Deres data gør det muligt, at det centrale førerassistentsystem kan forhindre en kollision med indgreb i styretøj og bremser, når det er nødvendigt.

Derudover understøtter elektronikken føreren, når det handler om at forcere ujævne passager som fx skråninger eller særligt krævende stigninger. Systemerne advarer ved behov mod at overskride kritiske grænser – det kan være frihøjden eller vinkler, som er vanskelige at beherske. Og du kan holde bilen på rette kurs inden for de systemmæssige grænser – som med en vognbaneassistent i samspil med fartpiloten. Dette foregår, afhængigt af omgivelserne, på automatiserings-level 2, der kræver permanent opmærksomhed fra føreren, som vi kender det i dag.

En elmotor til hvert hjul
Konceptet bag Audi AI:TRAIL adskiller sig markant fra konventionelle biler. For under udviklingen af denne bil handlede det ikke om at mobilisere imponerende hurtige accelerationer eller motorvejsfokuserede tophastigheder.

Derimod var der i forbindelse med AI:TRAIL med det forventede anvendelsesområde uden ladeinfrastruktur primært fokus på rækkevidden. Det erklærede mål med litium-ion-batteriet (i henhold til WLTP) er 400-500 km på vejen eller under lette offroadforhold. I terrænet, hvor det næsten konstant forøgede hjulspind alene medfører et højere forbrug, betyder det en begrænsning til stadigvæk imponerende 250 km. For at opnå disse målsætninger er tophastigheden på vejen begrænset til 130 km/t.

Audi AI:TRAIL er udstyret med fire elmotorer, som hver især driver et hjul, og offroaderen er dermed selvfølgelig en ægte quattro. Systemydelsen ligger på maks. 435 hk, og det maksimale drejningsmoment er op til 1.000 Nm. Som regel vil kun en brøkdel deraf bliver mobiliseret, og ofte vil det være tilstrækkeligt med driften fra kun én aksel.

Da hjulene drives separat, kan man undvære differentialer og spærringer, som også forbruger energi. Takket være den moderat kalkulerede tophastighed kan udvekslingen også uden en gearkasse med flere trin sættes op på en måde, så der altid er tilstrækkeligt med drejningsmoment til hvert hjul.

Elektronikken koordinerer kørselsstabiliteten og vejgrebet, og hvis energiforbrugende hjulspind kan undværes, neddrosles tilførslen af moment til det pågældende hjul. De store kraftreserver i AI:TRAIL gør også, at den selv under vanskelige forhold kan klare krævende passager – overbevisende, sikkert og altid emissionsfrit.