100 % elektrisk smart - her er priserne


Nyt design og meget mere udstyr – samt et endegyldigt farvel til benzin. Den ikoniske bybil, der i mere end 20 år har været fast inventar i storbyer verden rundt, har fået lidt mere af det hele i den nye udgave og fås nu udelukkende som ren elbil med tilnavnet EQ. Priserne begynder ved 199.900 kroner for smart EQ fortwo coupé.

Med sit særlige og kompakte design repræsenterer modellerne fra smart selve symbolet på livet i byen, hvor pladsen er sparsom og behovet for mobilitet stort. Og det er netop i byen, hvor de tre nye modeller fra smart mere end nogensinde er på hjemmebane. For udover at kunne klemme sig ind på parkeringspladser, som andre bilister kun kan drømme om, er hele modelprogrammet nu 100 % elektrisk, da benzinmotorerne helt udgår. Foruden smart EQ fortwo coupé med fast tag omfatter udvalget også smart EQ fortwo cabriolet samt smart EQ forfour – der er lidt større og med bagsæde.

Højere udstyrsniveau
Standardudstyrsniveauet er hævet betragteligt i alle tre modeller og omfatter nu blandt andet Passion designlinje med 15” letmetalfælge, klimaanlæg, elruder og elspejle, DAB-radio samt vinterpakke med varme i sæde og rat. Og med den indbyggede 22 kW-oplader er det muligt at lade batteriet op i en fart – enten hjemmefra eller i én af de mange ladestandere, der findes i bybilledet.

Rigeligt kraftoverskud til pendlerne
Smart har sin store force inden for byens mure, men alligevel er hverken motor- eller landevej for stor en udfordring. For med 82 hk klares accelerationen fra 0-100 km/t på 11,9 sekunder, mens topfarten er begrænset til 130 km/t. Rækkevidden er opgivet til 135 kilometer efter den ny WLTP-norm, og dermed kan de fleste klare turen både til arbejde og hjem igen på en enkelt opladning.

De tre nye smart EQ-modeller kan allerede bestilles hos de danske smart-forhandlere, og priserne begynder ved 199.900 kroner for smart EQ fortwo coupé, 224.900 kroner for smart EQ cabriolet og 209.900 kroner for smart EQ forfour med fire sæder.