Fælles lynhurtigt ladenetværk, eller...


Det nye ladenetværk Ionity, vokser i både Danmark og resten af Europa. Her er det muligt at lade sin elbil ”lynhurtigt”, så en Mercedes-Benz EQC med 110 kW ladehastighed kan lades fra 10 - 80 % på omtrent 40 minutter.

”Det mest hyppige er, at man lader sin elbil derhjemme eller på jobbet for at have den fulde rækkevidde allerede fra start, men i forbindelse med de længere rejser er det rart at have adgang til hurtigladere langs motorvejsnettet, så man hurtigt kan komme på farten igen, når man fx er på vej på skiferie i sin elbil. Derfor er en god infrastruktur vigtig for oplevelsen af at rejse langt i sin elbil – ikke mindst internationalt,” siger Louise Grimsgård, som arbejder med opladning hos Mercedes-Benz i Danmark og Sverige.

Medlemsskabet til Ionity-netværket indgår kvit og frit det første år for Mercedes-Benz kunder med tjenesten ”Mercedes me Charge”, og man betaler derfor udelukkende for sit forbrug. Den nye pris for medlemmer er netop offentliggjort til 2,20 kroner per kWh i Danmark. Der er i skrivende stund 6 aktive Ionity-stationer i Danmark og 208 aktive stationer i Europa. Ambitionen er at have 400 ladestationer klar i løbet af 2020.


Slip elbilen fri på tværs af lade-tilbud
Med tjenesten ”Mercedes Me Charge” kan kunderne endda benytte ladestandere fra andre udbydere. Faktisk kan brugerne af tjenesten benytte cirka 90 % af alle udbydere i Danmark – og det hele lander let og bekvemt på samme faktura.

”Når man som elbilsejer skal lade sin bil op, er det vigtigt ikke at lade sig begrænse. Derfor har vi gjort det muligt at lade fra andre netværk end vores eget. Det giver maksimal fleksibilitet for kunderne, og netop følelsen af frihed uden begrænsninger er det, vi skal arbejde hen imod,” siger Louise Grimsgård.

Mercedes me Charge er et nyt koncept, som lader bilen identificere sig selv for ladestanderen. Målet er, at cirka 80 % af alle ladestandere i EU skal være tilgængelige via tjenesten.

Hmmm…
Selve konceptet med en fælles platform er yderst tiltalende og et skridt i den rigtige retning. Men, er der ikke to faktorer, der bør kigges nærmere på i denne sammenhæng. Ordet ”lynhurtigt” er måske lige voldsomt nok, når det tager 40 minutter, at nå op på 80 % kapacitet. Det er en meget stor kop kaffe, der skal skylles ned under den ventetid. Dernæst skal prisen kigges efter i sømmene – for er det billigt at lade en EQC for 176 kroner, sammenlignet med en tilsvarende GLC diesel, der kører 17,5 km/l og tager 2 minutter at tanke op? Fylder du en GLC 200d op for 176 kroner, så får du cirka 18 liter (dagsprisen på diesel i skrivende stund, red.). Det giver 315 km kørsel – ganske tæt på den reelle rækkevidde på en EQC ved blandet kørsel. Hmmm…

Jeg ved godt, at det at køre elbil kræver en livsstilsændring, hvor man bl.a. planlægger sin tid på en helt anden måde. Men, at trække 40 minutter ud af hverdagen, det kræver meget stor tilvænning/tilpasning. Bliver det ikke først interessant, når vi nærmer os det Tesla formår i øjeblikket, hvor du kan lade din bil til 80 % på cirka den halve tid af Ionity og have en range på godt 500 km? Det er faktisk muligt, og vi har her på redaktionen gjort det adskillige gange. Og så er supercharging som bekendt gratis, hvis du køber en Tesla Model X. Så er Ionity og deres partnere ude og tale store ord lidt for tidligt?

En ting er dog sikkert, og det er, at det fælles ladenetværk med fælles fakturering, hvor bilen selv identificerer sig overfor ladestanderen er genialt – der har Mercedes virkelig fat i det rigtige med deres Mercedes me Charge koncept.