Danske priser på ny MG elbil


MG har siden efteråret 2019 gjort sit indtog på det europæiske marked et land ad gangen. Og nu er turen kommet til Danmark. MG er tilbage i Danmark – og tilmed 100 % elektrisk. MGs tilstedeværelse i Europa bliver uden forbrændingsmotorer, og udover den fuldt elektriske crossover, ZS EV, er der flere elektrificerede MG modeller på vej.

Med lanceringen af MG ZS EV i Danmark, bliver det, ifølge MG Danmark, nemt at køre smart og mere bæredygtigt. Bilen kan bekvemt klikkes hjem fra en helt ny online shop. Samtidig er der ikke lange ventetider på bilen.
Fra lanceringen i starten af juni måned, vil den nye elektriske MG ZS EV være tilgængelig med omgående levering i fem lakfarver og to unikke udstyrsvarianter, nemlig Comfort og Luxury.

Importøren af MG i Danmark har nu også sat prisen på MG ZS EV. Comfort modellen kan fås fra 219.999 kroner og Luxury modellen fra 249.079 kroner.

MG ZS EV har som den eneste elektriske B-SUV model opnået en 5-stjernet Euro NCAP rating.

Ifølge MG er køreegenskaberne komfortable, accelerationen kvik og bilen har en rækkevidde på 263 km. Modellen er ganske rummelig – med god plads på både første og anden sæderække og et fint bagagerum på 448 liter, hvilket gør den til en fin familiebil. Vi vender naturligvis tilbage med en omfattende test af bilen, så vi har mulighed for at bedømme importørens udsagn.

Om annonceringen af prisen på MG siger presseansvarlig, Lene Mejdal Iversen ”Vi har arbejdet på at lave den skarpeste EV model i klassen. Vores MG ZS EV har den højeste sikkerheds-rating og et meget højt udstyrsniveau som standard til en attraktiv pris. For at følge udsalgsprisen op, har vi sikret, at vores MG kunder kan tegne en elbil-forsikring til en rimelig penge. Med MG Forsikring, kan man forsikre sin nye MG ZS EV fra kun 3.295,- pr. år. Dette endda inklusive fri kilometer og førerpladsdækning”.

Modelspecifikationer
MG ZS EV er som standard udstyret med bl.a. 16” alufælge, nøglefri betjening med start/stop knap, aircondition, LED kørelys, tågelygter i bag, halogen projektionsforlygter, parkeringssensor i bag, tagræling, multijusterbart læderrat, el-justerbare med varme og komfortblink, ECO driving-mode selection, regenererende bremsesystem og 40:60 split-bagsæder.

Interiøret inkluderer en 8” touchskærm med navigation og Apple Carplay (forberedt til Android Auto), bluetooth, 3 USB stik, DAB+ og 4 højtalere.

Luxury modellen er opgraderet med bl.a. 17” alufælge, el-foldbare sidespejle, regnsensor, varme i forsæder, panorama glassoltag, bakkamera med dynamisk guide og to ekstra højtalere.

Fem-stjernet akkreditering af Euro NCAP
MG ZS EV modtog den maksimale europæiske NCAP-sikkerhedsvurdering på fem stjerner, der positionerer den som den første B-segment elektriske SUV med denne sikkerhedsgodkendelse.