Audi RS3 sætter ny banerekord


Med en tid på 7:40,748 minutter satte den nye Audi RS 3 Limousine med racer- og udviklingskører Frank Stippler bag rattet ny omgangsrekord for biler fra den kompakte klasse på Nürburgrings Nordschleife – med en forbedring på 4,64 sekunder. Især Torque Splitter med den fuldt variable momentfordeling på bagakslen var stærkt medvirkende til den nye rekord i ”det grønne helvede”. Torque Splitter er for første gang standardudstyr i en model fra Audi. Audi RS 3 kan nu bestilles i Danmark til priser fra 934.990 kr.

”I begyndelsen af udviklingsprocessen vidste vi ikke helt, hvor hurtig vores kompakte sportsmodel virkelig ville være på Nordschleife”, forklarede Marvin Schwätter, som er teknisk projektleder på Audi RS 3. "Men i løbet af udholdenhedstesten kunne vi se, at vi opnåede nogle rigtigt gode tider og kunne sætte en ny rekord.”

Under ideelle forhold lykkedes det at sætte den nye rekord på Nürburgrings Nordschleife – med Frank Stippler, som er racer- og udviklingskører hos Audi Sport, bag rattet. Det eneste, teamet gjorde op til rekordomgangen, var at tilpasse dæktrykket i bilens semi-slicks Pirelli P Zero ”Trofeo R” til forholdene på strækningen. ”Vi har ikke ubegrænsede muligheder til at afprøve et sådant rekordforsøg”, sagde Stippler.
"På dagen, hvor det gælder, skal der derfor altid foretages nogle små finjusteringer – især når det gælder dæktrykket, fordi det også har indflydelse på Torque Splitters funktion. Vi fik prøvet os frem med stor succes, og det var en helt igennem vellykket dag.”


Hurtigst acceleration og højeste tophastighed i klassen

Den allerede legendariske højtydende femcylindrede motor i den nye Audi RS 3 danner grundlag for rekorder. I den nyeste generation af den kompakte sportsvogn har 2.5 TFSI-motoren mere trækkraft end nogensinde før. RS 3 Sportback og RS 3 Limousine sprinter fra 0-100 km/t på 3,8 sek., og med RS-dynamikpakken og keramiske bremser er tophastigheden 290 km/t. Dermed er Audi RS 3 bedst i sin klasse, når det gælder acceleration og tophastighed.


Torque Splitter for maksimal adræthed
Allerede under testfasen med to 8.000 km lange langtidstestkørsler på Nürburgrings Nordschleife hjalp Stippler med til at optimere den kompakte sportsvogns tværdynamiske køreegenskaber. ”Generelt set kører den nye RS 3 meget mere adræt fra midten af svinget til udgangen af svinget og ved acceleration ud af svinget”, udtalte racer- og udviklingskøreren. ”For mig er Torque Splitter et kvantespring, når det gælder adræt kørsel.”


Den nye teknologi giver mulighed for en fuldt variabel momentfordeling mellem baghjulene. Hertil anvendes nu en elektronisk styret lamelkobling på de enkelte drivaksler. Torque Splitter-funktionen øger momentet på det yderste baghjul i sving med den største hjulbelastning i forbindelse med sportslig kørsel. Ved hjælp af forskellen på fremdriften drejer bilen endnu bedre ind i svinget og følger styrevinklen mere præcist. Det giver optimal stabilitet og maksimal adræthed – især ved kørsel gennem sving med høje hastigheder.

RS Performance-indstillingen er sat specielt op til kørsel på racerbanen
I køredynamiksystemet Audi drive select kan man tilpasse Torque Splitters afstemning alt efter anvendelsen, forholdene på strækningen og egne ønsker. I samspil med den nyudviklede køreindstilling RS Performance giver Torque Splitter mindst mulig under- og overstyring og dermed særlig sportslige køreegenskaber. Resultatet er tidligere acceleration på vej ud af sving og dermed hurtigere omgangstider. RS Performance-indstillingen er afstemt specielt efter bilens semi-slick-dæk af mærket Pirelli P Zero ”Trofeo R”, der for første gang fås som ekstraudstyr fra fabrikken – det perfekt setup til rekordomgangen på Nürburgring.


Hertil kommer RS sportsundervogn plus med adaptiv støddæmperregulering, der også fås som ekstraudstyr. I RS Performance-indstillingen findes der to forskellige setups til forskellige racerbaner – på den ene side en komfortabel afstemning til ujævne strækninger som Nordschleife, hvor det handler om at minimere store vertikale påvirkninger samtidig med høj tværgående dynamik, og på den anden side et sportsligt setup til jævne racerbaner som fx Hockenheimring.

Audi RS 3 i Danmark
RS 3 Sportback og RS 3 Limousine kan nu bestilles hos de danske forhandlere til priser fra 934.990 kr., og modellerne kan konfigureres på audi.dk.