BMW i7 klar i 2022


BMW fortsætter sin offensiv inden for elektriske biler i nye segmenter, og i løbet af 2022 lanceres den fuldelektriske luksussedan – BMW i7. Bilen testes lige nu på BMW Groups testcenter i Arjeplog i Nordsverige.


Testcenteret ligger kun få kilometer fra polarcirklen og danner de perfekte rammer for test af den kommende model på frosne søer og snedækkede veje. Her kan ingeniørerne teste og optimere alle funktioner under ekstremt udfordrende forhold.

Vintertesten i bidende kulde fokuserer på komponenterne i den elektriske drivlinje, herunder BMW i7's elektriske motor, højspændingsbatteriet, elektronik og opladningsteknologi, som alle stammer fra femte generation af BMW eDrive-teknologien, som allerede giver bæredygtig køreglæde i BMW iX.

Med lanceringen af BMW i7 viser BMW, hvad der kendetegner en luksussedan, herunder elegance, komfort, rummelighed og sportslige køreegenskaber – bare helt elektrisk. BMW i7 er baseret på samme koncept som alle andre varianter af BMW 7-serien, og vil være den anden model i produktporteføljen (den første var BMW X3), som kan bestilles med benzin- eller dieselmotor, som plug-in-hybrid eller som ren elbil - også kaldet The Power of Choice.

Det camouflerede ydre dækker over både nye linjer og ny teknik. De foreløbige data giver et strømforbrug fra 19,5 - 22,5 kWh/100 km i henhold til WLTP-normen. Endelige data, forbrugstal, priser mv. vil blive offentliggjort i 2022.