Ny MG4 klar til at indtage verden


Ny model, ny platform, nyt segment: MG Motor kommer til at gøre indtryk i segmentet for kompakte komplet eldrevne hatchbacks med den helt nye MG4 Electric. Det er den første MG-model, som er baseret på den intelligente nye MSP (Modular Scalable Platform), som er udviklet af MGs moderselskab SAIC Motor. Det særligt flade batteri i MG4 Electric er fra starten tilgængeligt med en kapacitet på 51 kWh eller 64 kWh og giver en rækkevidde på op til 450 km i henhold til WLTP-cyklussen. Den nye MG-model forventes lanceret i Danmark i 4. kvartal af 2022, og den gennemgår i øjeblikket den sidste testfase.

Med den nye MG4 Electric, som er baseret på den nyudviklede MSP, bevæger MG mærket sig ind i det vigtige europæiske C-segment som et intelligent alternativ for bilister, der er klar til at starte en elektrificeret livsstil. Med en længde på 4.287 mm, en bredde på 1.836 mm, en højde på 1.504 mm og en akselafstand på 2.705 mm passer den 5-dørs hatchback perfekt ind i dette konkurrenceprægede segment. MG4 Electric har en komfortabel og rummelig kabine med plads nok til en familie på fem personer, mens bilens proportioner er elegante og sportslige. Desuden giver den afbalancerede 50:50-vægtfordeling bedre køreegenskaber, mere direkte styrebevægelser og bedre egenskaber ved hurtig kørsel gennem sving. I kombination med baghjulstrækket er den nye MG4 Electric garant for optimal køreglæde.

Bilens lave højde er mulig takket være det særligt flade batteri. MG4 Electric er udstyret med det fladeste batteri, som SAIC Motor har udviklet. Med en tykkelse på bare 110 mm er det et af de tyndeste i segmentet. MG4 Electric vil fra starten være tilgængelig med en batterikapacitet på 51 kWh eller 64 kWh med en rækkevidde på op til hhv. 350 og 450 km i henhold til WLTP-cyklussen.

MG4 Electric kommer efter planen i flere varianter og med firehjulstræk. Elmotoren overfører den maksimale ydelse på hhv. 150 kW (204 hk) med det store batteri og 125 kW (170 hk) i versionen med 51 kWh-batteri til bagakslen. MG4 Electric accelererer fra 0-100 km/h på under 8 sek., og tophastigheden er 160 km/h.

Europæisk premiere for den nye MSP
MG4 Electric er i øjeblikket ved at gennemgå en sidste udholdenhedstest på 120.000 km under forskellige forhold i Europa. Det er den første MG-model, som er baseret på MSP (Modular Scalable Platform) til batteridrevne biler, som er udviklet af moderselskabet SAIC Motor. Den intelligente, modulopbyggede konstruktion har mange fordele, når det gælder fleksibilitet, pladsudnyttelse, kørselssikkerhed, vægtbesparelse og avancerede teknologier. Den skalerbare konstruktion passer til akselafstande fra 2.650-3.100 mm, så det er muligt at designe forskellige karrosserityper til forskellige segmenter på samme platform – fra hatchbacks og sedanmodeller til SUV’er og varebiler. Modular Scalable Platform spiller derfor en vigtig rolle for MGs vækststrategi i Europa.

”ONE PACK” magic-batterisystem
”ONE PACK” er et innovativt konstrueret batteri. Med den liggende battericellekonstruktion, kan batteriets tykkelse komme helt ned på 110 mm, hvilket er et af de laveste på markedet, hvilket giver mulighed for at øge den effektive pladsudnyttelse. I kombination med det tilhørende kølesystems nye konstruktion giver ”ONE PACK”-batteriet to store fordele: ultraeffektiv integrering og ultralang levetid.

Zhu Jun, som er Deputy Chief Engineer hos SAIC Motor, udtaler følgende: ”I ”ONE PACK”-batteri systemet, som er udviklet af SAIC Motor, er monteringsområdet det samme for alle batterier på bilernes Modular Scalable Platform, og tilslutningerne til andre komponenter er også de samme. Med det konstruktionskoncept kan der i teorien nemt anvendes batterier med en ydelse fra 40 kWh til 150 kWh. Det kan opfylde energikravet for A- til D-segment modeller, så brugerne får et fleksibelt og alsidigt udvalg.

Med fordelene ved ”ONE PACK”-batterikonstruktionen har den nye MG4 Electric en fordel i klassen, når det gælder kabineplads, vægt og sikkerhed. På grund af den nye konstruktion byder MG4 på mere kabineplads med de samme udvendige dimensioner. Det er også lykkedes for ingeniørerne at reducere bilens vægt markant, hvilket er en stor fordel for effektiviteten og køreegenskaberne.