Jaguar F-Type P340


Det er ingen hemmelighed, at vi her på redaktionen har haft et godt øje til Jaguar F-Type siden introduktionen i 2012. Takket være et smukt og elegant design, en formidabel V8-motor og en fremragende automatisk gearkasse, er F-Type strøget lige i hjertet på de fleste af os – og derfor var det også med pænt stor spænding, at vi afventede leverancen af F-Type V6 SuperCharged.

V6-modellen med 340 hk har indtil nu været den mindste motor til F-Type – men denne titel er nu overgået til den 2,0 liters version med fire cylindre og 300 hk (den tester vi ved anden lejlighed, red.). V6’eren kan kendes på sine centermonterede afgangsrør og den nye modelbetegnelse P340. Og når vi nu er ved udstødningen, så kan vi lige så godt blive der et kort øjeblik. Jaguar har nemlig formået at lave en V6’er, hvis lyd får fuglene til synge, voksne mænd til at smile og ældre damer til at ryste på hovedet. Specielt i de lave gear, når bilen passerer op igennem skalaen fra 2.000 – 4.500 o/min har den en herlig brummen, der næsten går over i et vulgært vræl. For ”petrol heads” er det rent guf – og selvom V8’eren har langt mere volumen og fylde i sin lyd, så er V6’eren sin helt egen – på den gode måde. Godt skåret Jaguar!

De fleste forelsker sig i F-Type ved første øjekast. De smukke linjer og de brede hofter går rent ind hos de fleste – og når bilen står i sin knaldrøde Caldera Red farve, som det er tilfældet med vores testbil, så er der ikke et øje tørt. Fra alle vinkler fremstår F-Type gennemført og velovervejet. Vores testbil var udstyret med fastmonteret hækvinge – men det er også muligt at få en vinge, der først dukker op ved høje hastigheder. Den fastmonterede er dog på ingen måde skæmmende – tværtimod.

Indvendigt er du omgivet af et meget chaufførorienteret interiør. Alt sidder indenfor rækkevidde og der er tænkt over placeringen af diverse knapper. Mediesystemet har vi tidligere rost, hvilket vi også gerne gør igen, da det er nemt at betjene, når først du har sat dig ind i selve opdelingen af de forskellige elementer.

Sæderne i vores R-Dynamic version har en formidable siddestøtte og kombinationen af læder og alcantara gør, at du ikke glider rundt i sædet ved skarpe sving. Selve finish omkring syningerne og valget af materialer er helt i top – det kan jeg på ingen måde sætte en finger på.

På vejen er F-Type et rigtig godt bekendtskab. Undervognen er sat hårdt op og du behøver ikke tage ret mange vejbump med lidt for høj hastighed for at vide, at her er der altså lagt op til sport og ikke komfort. Det præcise styretøj er suverænt og bilens måde at æde sving på får tankerne hen på Porsche 911 – det er ganske imponerende.

På lande- og motorvej vil du opleve, at F-Type, på trods af den hårde undervogn, bestemt også kan træde ind i rollen som en ægte GT’er. Når motor, gearkasse og undervogn ”får lov” til at slappe af, så oplever du en stilhed og nærmest flyvende kørsel. Et lille dap med speederfoden får dog hurtigt afbrudt freden og de to piber begynder at vræle.

Et lille minus ved F-Type P340 finder vi ved den ellers så skønne motor. Selvom de 340 hk på papiret er nok til at sende den smukke englænder forbi de 100 km/t på blot 5,3 sekunder, så kan bilen godt virke lidt anstrengt ved denne manøvre – noget der helt klar hænger sammen med den køreklare vægt på næsten 1.600 kg. Men, nu skal vi jo heller ikke være for kritiske, for det er jo blot en lille detalje i et overordentligt positivt billede af en af de bedste V6-motorer på markedet. Topfarten er hele 260 km/t.

Jaguar lover 11,9 km/l i gennemsnit – et tal jeg sagtens kan forstå, da vi ved testkørsel og derved en del accelerationer nåede et gennemsnit på 10,4 km/l. Så hatten af for det – også selvom det nok ikke er en afgørende faktor, hvis du kigger på bil i denne klasse.

Samlet set er Jaguar F-Type 3,0 V6 SuperCharged en overordentlig positiv oplevelse – ja jeg fristes næsten til at sige en af de bedste oplevelser til prisen. For F-Type 3,0 V6 S/C R-Dynamic koster 1.422.900 kroner. Det er cirka 200.000 kroner mindre en P380 og 200.000 kroner mere end P300. Vores testbil havde ekstraudstyr i form af klimapakke, 20” alufælge, spoiler, bakkamera og lidt andet godt fra posen, som samlet set løb op i 185.400 kroner, hvilket resulterede i en samlet pris på 1.608.300 kroner. Til sammenligning har en Porsche 911 med 370 hk en startpris på 1,8 millioner kroner – hertil kommer så ekstraudstyr.

Samlet set er Jaguar F-Type P340 en rigtig positiv oplevelse, og du får svært ved at finde smukkere og mere sporty bil til pengene. Udover dette får du samtidig den unikke følelse af at have noget specielt – That Jaguar Feeling! Personligt kunne jeg sagtens se mig selv i P340, selvom P380 og P400 naturligvis lokker med mere power. Men, design, lyd og den sportslige følelse er helt intakt i P340, og til en pris under 1,5 millioner er det svært at finde noget tilsvarende andetsteds – rigtig svært!