Mazda MX-5 RF aut.


Verdens mest solgte roadster hedder Mazda MX-5 (Miata i visse andre lande, red.). Bilen har siden sin introduktion opnået kultstatus blandt mange, bl.a. fordi du får alle de klassiske sportsvognsegenskaber for en meget lav pris. MX-5 er kendt for sine formidable køreegenskaber, sin formidable eminente gearkasse og sit sporty look. Men, Mazda ved jo også godt, at man skal forny sig – derfor har de introduceret en RF udgave, som også fås med automatgear!

RF står for Retractable Fastback og betyder egentlig, at bilen har de designmæssige detaljer fra en klassisk fastback, men at du har mulighed for at fjerne taget (som en klassisk Targa model, red.) og derved opnå nogle af de samme fordele, som ved den klassiske roadster. Taget er væk på ganske få sekunder – en manøvre der kan foretages med op til 10 km/t.

Lad os bare slå fast med det samme, at MX-5 RF ser imponerende godt ud. At bilen har fået fastback looket gør bestemt ingen skade. På en eller anden måde virker bilen mere voksen i sit udtryk – hvilket er positivt, da mange godt kan opfatte den klassiske MX-5 som lidt fesen pga. sit petit udseende. RF giver lige den ekstra dimension til designet, og personligt er jeg vild med det.

MX-5 RF er opbygget med Mazdas SkyActive teknologi, hvilket betyder, at karrosseri og undervogn er lavet af letvægtsmaterialer som aluminium og højstyrkestål. Det er med til at holde vægten ned, vridningsstabiliteten oppe og køreegenskaberne helt i top. Samtidig har du mulighed for at vælge imellem en 1,5 liters eller en 2,0 liters benzinmotor, samt manuelt eller automatgear. Sidstnævnte er lidt af en nyhed, da ægte fans vil slå korsets tegn, hvis du nævnte MX-5 og automatgear i samme sætning. Derfor tester vi også modellen med netop automatgear, så vi kan se, om det gør noget godt for bilen.

Bag rattet er du ikke i tvivl om, at de klassiske MX-5 køreegenskaber er bevaret. Motoren er placeret bag forakslen og vægtfordelingen er helt igennem perfekt. Styretøjet er virkelig præcist og du føler altid, at du har kontrol over bilen. Gearkassen kræver lidt tilvænning, da de bestemt ikke lægger gearskiftene ind, hvor du normalt vil gøre det, når du skal nyde godt af bilens egenskaber på små snoede veje. Den skifter i mine øjne for langsomt i forhold til bilens formåen. Det er helt oplagt, at den automatiske gearkasse er skabt til Strandvejs-folket, der ønsker at nyde MX-5 som en smart mine GT, som du kan cruise på landevejen i eller tage et længere stræk på f.eks. bilferie. Sidstnævnte kræver dog, at I maksimalt er to personer og at I pakker let – meget let – for MX-5 har kun plads til 127 liter bagage.

Den 160 hk motor gør det ellers rigtig godt – men hæmmes lidt af gearkassen. Den får aldrig rigtig lov til at ”peake”. 0-100 km/t er overstået på 8,5 sekunder og topfarten er 194 km/t. Brændstoføkonomisk skulle MX-5 2,0 RF holder 15,6 km/l. Og gennem en uges test er der ikke umiddelbart noget der indikere, at det ikke skulle være muligt, da vi holdt et gennemsnit på 1,49 km/l. Brændstoftanken rummer 45 liter.

Vi har tidligere oplevet, at biler der går fra at være en klassisk roadster til en targa-model, har langt mere vindstøj, fordi vinden ikke slipper ud af kabinen på samme måde. I MX-5 RF synes det dog ikke så voldsomt, om end det naturligvis kan mærkes. Så her har designerne fundet den helt rigtige løsning.

Samlet set så er jeg vild med designet på MX-5 RF. Det giver som sagt bilen en helt ny dimension rent designmæssigt. Motoren er super (det er den mindste på 1,5 liters også, red.), men den automatisk gearkasse falder ikke i min smag – eller skal jeg hellere sige køre stil.

Vælger du at købe en Mazda MX-5 i dag, så er der sket lidt forandringer siden vi testede denne model. Mazda har skruet lidt på bilen og fundet lidt ekstra power frem. Derfor er effekten nu hævet til 184 hk. Prisen er der dog ikke sket så meget ved, og du får derfor modellen med automatgear for 453.975 kroner. Kan du nøjes med den mindre motor på 1,5 liter og manuelt gearskifte, så starter priserne ved 303.978 kroner. Det er slet ikke så ringe!