Mercedes-Benz C400 4Matic Stc.


Du skal efterhånden lede længe efter en motor, der ikke er 4-cylindret, hvis du kigger i Premium klassen for de mellemstore biler. Her tænker jeg specielt på Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes-Benz C-klasse. På grund af diverse miljømæssige regulativer, vælger man at smide en mindre motor i bilen, men ved hjælp af bl.a. turboladere, hæve effekten til voldsomme højder. Bare se Mercedes A45 AMG, hvor effekten er hele 380 hk – ja rygtet lyder endda, at næste generation vil overstige de 400 hk. Men, for os der godt kan lide en rigtig V6-motor og den lyd og moment den har med sig, er der heldigvis stadig visse muligheder på markedet, heriblandt denne uges testbil: Mercedes-Benz C400 4Matic Stc.

Vi har skrevet side op og side ned om C-klassen, og vi har uddelt mange roser til den. Derfor vil fokus være på motoren og køreegenskaberne i denne omgang. Motoren er en 3,0 liters V6’er med 333 hk og et maksimalt drejningsmoment på 480 Nm. De mange kræfter tøjles af en 9-trins G-TRONIC dobbeltkoblingsgearkasse, der i den grad imponerer med smidige skifte ved komfortkørsel eller lynende hurtige skifte ved sportslig kørsel.

C400 er lidt af en ulv i fåreklæder, for den er så pokkers behagelig at køre rundt i ved lav hastighed – bare cruise afsted og nyde motorens moment og det lave støjniveau. Men, når du så ser motorvejsskilte 100 m fremme og gør klar til at smide klampen i bund og ramme de 130 km/t, så vækkes bæstet til live og forvandler sig til en imponerende maskine, der nok skal få smilet frem. Accelerationen fra 0-100 km/t er overstået på 5,0 sekunder rent, hvilket i den grad er godkendt. Kører du pænt, så lover Mercedes 12,3 km/l – et tal vi nemt kunne holde ved afslappet kørsel – men som falder til noget der ligner 10 km/l, hvis du gerne vil hurtigt op i fart etc.

Vores testbil havde en del ekstraudstyr, faktisk havde den for ekstraudstyr for hele 406.484 kroner), hvilket må siges at være mange penge, og betyder at bilens pris ender på 1.244.086 kroner – der lyder basisprisen på 835.800 kroner lidt mere spiselig. Men, hvis du både ønsker AMG styling (50.000 kroner), Premium Plus pakke (100.000 kroner) og Førerassistentpakke Plus (30.900 kroner), så går det altså stærkt på lommeregneren. Vores testbil var udstyret med en ting, som vi dog gerne betaler for, nemlig Air Body Control. Systemet giver en trinløs dæmpningsregulering på hvert enkelt hjul, hvilket højner komforten markant og tilpasser bilen automatisk afhængigt af, hvor meget last du har ombord. Systemet koster godt og vel 30.000 kroner og er i mine øjne givet rigtig godt ud.

Samlet set er C400 4Matic en af de absolut bedste C-klasser overhovedet. Den har power nok til at få smilet frem, dog ikke nok til at det bliver vanvittigt. Med Air Body Control får du komfort i særklasse og med 4Matic greb og sikkerhed på et meget højt niveau. Køreegenskaberne er glimrende og du føler dig virkelig godt tilpas i bilen, hvor interiørkvaliteten er blandt de bedste.

Jeg synes personligt, at det bliver en smule for meget, med priserne på ekstraudstyret, og jeg håber, at flere af de ting vi ser i f.eks. Premium Plus pakken (stort mediedisplay, parkeringspakke og nøglefri betjening) på et tidspunkt bliver standard på en bil i denne klasse.

Motoren var dog omdrejningspunktet i denne artikel og den fortjener masser af roser. Det er så lækkert, at det stadig er muligt at finde en V6’er, der bare lyder fedt og har masser af moment til både komfort og sport. Set ud fra basisprisen er C400 den bedste C-klasse lige nu.