BMW e-scooter


Her på Det Bare Biler hopper vi engang imellem udenfor vores normale zone og tester andre former for transportmidler, som f.eks. elcykler, gokarts og løbehjul. Det gør vi endnu engang med test af BMW e-scooter.

Når man siger scooter i Danmark, så tænker de fleste på et transportmiddel, hvis tætteste slægtning er en knallert. Men i den engelsktalende del af verden betyder scooter nemlig løbehjul. Vi skal derfor ikke teste en knallert, men derimod BMW’s e-scooter (løbehjul).

Elektriske løbehjul har de seneste år fået meget opmærksomhed. Og selvom rigtig mange i storbyerne finder dem møgirriterende, så er det primært udlejnings-versionerne, der bliver placeret på næsten ethvert gadehjørne, når de løber tør for strøm, der er til gene for folk. Elektriske løbehjul til privat brug er dog en helt anden snak. Her er tale om et praktisk transportmiddel, der som regel kan fragtes i sammenklappelig stand i bilen eller metroen, og dernæst foldes ud, når der er brug for videre transport, hvor selvsamme bil og metro ikke kan bruges længere. BMW e-scooter er præcis sådan en type løbehjul, for det foldes nemt sammen og har en vægt på 9 kilo, hvilket gør det nemt at have med rundt.

E-Scooter er ikke en ren BMW kreation. Det er skabt i samarbejde med schweiziske Micro Mobility, der er kendt for deres højkvalitets løbehjul til folk i alle aldre. Det er selvfølgelig derfor, at BMW har valgt Micro Mobility, som deres leverandør. De har haft et ønske om, at løbehjulets kvalitet og effekt skulle matche deres designfilosofi indenfor biler.

BMW e-scooter har en maksimal rækkevidde på tolv kilometer. Det er faktisk ikke ret meget, når man sammen ligner med andre mærker i samme prisklasse. Men, det er den pris man må betale, hvis man ønsker en lav vægt. Sammenlignet med topmodellen fra Segway Ninebot, der kører hele 65 km på en opladning, er det faktisk lidt skuffende. Men, Segway modellen vejer så også 8 kg mere. Her skal du som bruger selvfølgelig vurdere, hvad der passer bedst til dig og dine behov.

BMW e-scooter er udstyret med en 150 watt-motor, hvilket giver en fornem acceleration fra stilstand. Topfarten er begrænset til 20 km/t i henhold til lovgivningen. Det er nemlig vigtig at huske, at et elektrisk løbehjul ikke kan køres lovligt af enhver. Du skal faktisk være 15 år, for at benytte løbehjulet på offentlig vej. Det er der rigtig mange børn og forældre, der ikke er klar over.

Hjulene på e-scooter er forholdsvis små, hvilket normalt ikke giver den mest komfortable køreoplevelse. Men med en indbygget affjedring i forgaflen, er e-scooter bestemt blandt de bedre og mere komfortable modeller på markedet. Bremsemæssigt er e-scooter udstyret med alm. håndbremse, og en fodbremse til baghjulet, hvor du presser skærmen ned over baghjulet. Det fungerer udmærket, men i denne prisklasse kunne en elektronisk bremse godt være standard. Det samme gælder mulighederne for at aflæse sin hastighed og ladestand. Her ville et fastmonteret/integreret display være helt perfekt.

BMW e-scooter kan lades op i en almindelig stikkontakt og er pga. det mindre batteri kun to timer om det. Laderen fylder ikke alverden, så det er nemt at få strøm på de fleste steder, når bare en almindelig stikkontakt er i nærheden.

E-scooter kan bestille hos BMW forhandlere og udvalgte salgssteder over hele landet – men vær opmærksom på prisen, der godt kan variere med næsten 1.000 kroner. Og når vi i forvejen er hoppet over de 6.200 kroner, så er det faktisk en hel del.

Jeg synes, at BMW e-scooter er et glimrende produkt – men det har sine mangler. Rækkevidden ville være et issue for mig personligt. Og så savner jeg lidt mere tech – altså et display og en elektronisk bremse. E-scooter kan kobles til din mobiltelefon. Men det virker ikke så indbydende at skulle have den op ad lommen og monteret på styret, inden du kan suse afsted. Og nu, hvis det regner. Så konklusionen må være, at der er tale om et fedt produkt, en fed start så at sige – men der er plads til forbedringer, før vi er helt oppe og ringe. Specielt i denne prisklasse.