Alfa Romeo Stelvio 2,2 Sprint


Er du typen, der også finder den høje kørestilling i en SUV behagelig og praktisk – men som samtidig holder af lækkert sportsligt design og bestemt ikke ønsker at have en tysk mainstream SUV holdende i din indkørsel? Så kunne det være, at du skulle kigge nærmere på den seneste udgave af Stelvio fra Alfa Romeo.

Jeg skal ærligt indrømme, at da Stelvio først blev introduceret, var jeg dybt skuffet og kvaliteten i specielt kabinen. Der var ikke sammenhæng mellem den forholdsvis høje pris og den kvalitetsfornemmelse du sad med bag rattet. Men, der er sket ting og sager hos Alfa Romeo i den seneste tid, og biler som Stelvio og Giulia har ikke bare fået et helt andet kvalitetsniveau – de har også fået andre priser.

Designet
Men lad os først kigge lidt på designet. Der findes ikke mange SUV’er på markedet, hvor du kan bruge ordene smuk og sportslig i samme beskrivelse. Men det kan du med Stelvio, der i den grad fanger essensen af sportsligt italiensk design, forklædt som en SUV. Den klassiske Alfa næse er naturligvis intakt og de markante LED-lygter leder tankerne hen på en høg, når den ses lige forfra. I profil falder tankerne på Maserati, og bagfra fristes man til at droppe den politiske korrekthed og give bilen et ordentlig klask. Den ser rigtig godt ud!

Mange vil sikkert vælge deres Stelvio i den klassiske Alfa Red eller Competizione Red, hvilket ser ualmindelig godt ud. Men overvej farven Moonlight Pearl, hvor perleeffekten gør, at bilen skiftet nuance alt efter, hvor solen rammer. Det klæder bilen virkelig godt. Nye farver som Visconti Green og Misano Blue signalerer også, at Alfa Romeo gerne vil være med på moden og langsomt (men sikkert, red.) bevæger sig udenfor deres komfortzone.

Kabinen
I kabinen er der sket store ting og sager – heldigvis! I mit første møde med Stelvio, blev jeg som sagt rigtig skuffet over kvaliteten af interiøret. Men efter at Fiat og Chrysler er fusioneret, er der bare sket et eller andet på den front, som gør kabinen til et pokkers lækkert sted at opholde sig. Der er ingen knirkelyde, ingen skarpe kanter og ingen hård plast – det er en ren fornøjelse. Eneste minus i kabinen er vel egentlig kvaliteten af den skærm man bruger til det ellers udmærke infotainment system. Her burde man virkelig finde et par Euro mere frem, når der købes ind, og vælge en high resolution skærm fra en lidt højere hylde.

Bag rattet
Den klassiske motorstørrelse i de mellemstore SUV er efterhånden gået hen og blevet en 190 hk diesel med et solidt drejningsmoment omkring de 400-500 Nm. Det gør sig også gældende i Stelvio, der er udstyret med en 2,2 liters dieselmotor med 190 hk og et maksimalt drejningsmoment på 450 Nm ved 1.750 o/min. Motoren gør det imponerende godt – specielt når den bliver varm. Den er koblet sammen med en 8-trins ZF automatgearkasse og Alfas DNA køreprogram, hvor du kan vælge forskellige ”modes”, alt efter din kørestil. Der er ingen tvivl om, at Natural passer bedst til dieselmotoren, da Dynamic ændrer så meget på gearskiftet (specielt i de lave gear, red.), at det ikke harmonerer med dieselmotoren gangkultur. Det passer langt bedre med Alfas benzinmotorer.

Køreegenskaberne er typisk Alfa Romeo, hvilket betyder, at de sidder lige i skabet. På trods af et højere tyngdepunkt, er Alfa Romeo Stelvio klart blandt de mest sportslige SUV’er på markedet. Den reagerer prompte på dine udsving med rattet og du føler dig straks i ét med bilen. Super godt Alfa! Diesel-versionen af Stelvio har ikke Q4-firehjulstræk men derimod baghjulstræk.

Præstationerne er absolut også værd at fremhæve. Med 190 hk dieselmotor stryger Stelvio forbi de 100 km/t på 7,6 sekunder. Topfarten er 210 km/t. Alfa lover 16,1 km/l, hvilket jeg godt kan tilslutte mig, da det blev til et gennemsnit på 15,8 km/l over en blandet strækning på 700 km.

Plads og pris
Du kommer ikke til at mangle plads i Stelvio – hvis det altså vel og mærke er denne størrelse bil, du er på jagt efter. Både ved for- og bagsæder er benpladsen god og i bagagerummet er der plads til 525 liter.

Vores testbil var en Stelvio Sprint, hvilket er det mellemste udstyrstrin. Denne bil koster 624.990 kroner. Men Stelvio fås også i udstyrsniveauet Super til 549.990 kroner og topniveauet TI til 674.990 kroner. Sprint virker som det oplagte valg, når man ser på udstyrsmængden – men Alfa Romeo er kendt for deres kampagnetilbud, hvor du f.eks. får en Edizione udgave med masser af herligt udstyr til 549.990 kroner – og det er et super godt tilbud, for hvor meget Audi Q5 eller Mercedes-Benz GLC får du lige for den pris.

Jeg har været rigtig glad for Alfa Romeo Stelvio i den uge, jeg testede den. Den blev en naturlig del af hverdagen og opfyldte alle de krav, jeg måtte stille til den. Jeg håber, at Alfa Romeo opgraderer deres infotainmentsystem rent grafisk og kvalitetsmæssigt, da det er her at Stelvio falder lidt igennem overfor de tyske konkurrenter. Men, når det kommer til køreegenskaber og følelser – så placerer den sig helt i front. Jeg kunne sagtens se mig selv som Stelvio ejer – for den skiller sig virkelig ud i indkørslen, når naboen kigger over hækken med beundrende øjne.