Renault Captur 155 EDC Intens


Danskerne og Renault – to ord, der altid har passet rigtig godt sammen. Renault har nemlig formået at ramme plet på tre punkter, som gennemsnitsdanskeren værdsætter, nemlig pris, plads og design. Derfor ser vi også biler Clio og Captur næsten altid er at finde blandt de bedst sælgende biler i Danmark – og det sjove er, at de holder et højt salgstal helt frem til en ny eller face liftet model kommer på markedet.

Vi har anmeldt masser af Renault biler og ovennævnte punkter har altid været nævnt i disse anmeldelser. Nu er der dog dukket et nyt ord op, som vi bliver nødt til at tage med, når vi anmelder bilerne – nemlig kvalitet. Ja, den er god nok, der står kvalitet – og hvorfor der står det, kan du læse lige her, når vi anmelder den nye Renault Captur.

Captur
Der er ingen tvivl om, at Renault Captur har været en bragende succes for Renault, både i Danmark men også resten af Europa. Personligt var jeg ikke den store fan af designet på den forrige Captur, da den virkede lidt rund og kedelig i mine øjne. Rund og kedelig er der dog ikke mere af, når man kigger på den seneste version af de populære bil – tværtimod. Captur anno 2020 er en yderst strømlinet og meget elegant bil, der fra flere vinkler har masser af futuristiske træk. Specielt i en af de mange ”pang farver”, står designet skarpt og lækkert, hvilket designerne fra Renault fortjener masser af roser for. Specielt bagenden er imponerende og meget stilet. Faktisk fremstår Captur som en meget større bil end dens forgænger – alene pga. de mange designmæssige forskelle.

Men, men, men… det er slet ikke det udvendige design, der er det mest interessante. For når du åbner døren, bliver du mødt af en kabine, der i den grad signalere fremtid og kvalitet. Renault har formået at hæve kvaliteten fra tidligere generationer med 2-3 trin, hvilket kvalitetsfølelsen i Captur ekstremt høj. Mest iøjefaldende er midterkonsollen, hvor gearvælgeren nærmest svæver mellem forsæderne. Det ser pokkers godt ud!

Materialerne i kabinen er af meget høj kvalitet. Og selvom man har brugt lidt hårdere plast på de ikke så udsatte steder. Så har man i den grad givet den gas, der hvor det tæller. Det er blødt og lækkert og vil med garanti få en VW T-Cross ejer til at rive sig i sit hipster skæg af bare ærgrelse.

Som det også er tilfældet med f.eks. Renault Zoe, så domineres instrumentpanelet af en 9.3” stor touchskærm. Herfra har du adgang til bilens funktioner og navigationssystem. Grafikken er udmærket, når det drejer sig om betjening af bilen. Men når du vælger navigation, virker det lidt grumset. En skærm med en højere opløsning vil helt klar løse problemet (hint Renault, red.).

Pladsmæssigt er der ikke noget at klage over i Captur. Bagsædet er et glimrende sted at opholde sig og sædekomforten er udmærket. Bagagepladsen er med sine 536 liter 20 % større end den tidligere Captur.

I motorrummet
Captur fås med et hav af forskellige motorer. På benzinfronten kan du vælge mellem en 100 hk, en 130 hk og en 155 hk version. Vil du hellere køre diesel, kan du vælge mellem en 95 hk og 115 hk version. Senere på året kommer en Plug-in-Hybrid med 160 hk. Sidstnævnte bliver utrolig spændende.

Vi har testet den 155 hk version med EDC automatgear og udstyrsniveauet Intens. Det vil altså sige topmodellen indenfor benzinmodellerne. Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig har været kæmpe fan af Renaults automatgear. Det har altid opført sig, som om det havde sin egen mening om tingene. Men jeg må indrømme, at min tvivl blev gjort til skamme denne gang. Sammen med den 155 hk motor er der harmoni, hurtige gearskift og masser af overskud. Det fungerer rigtig godt og er fuldt på højde med det de tyske konkurrenter formår i denne klasse.

På vejen føles Captur også meget anderledes end den tidligere version. Du har en meget præcis styring, der på ingen måde lider under det højere tyngdepunkt i forhold til f.eks. Clio. Speeder responsen er hurtig og nedgearingen ved f.eks. en overhaling kommer hurtigt og præcist, hvis der altså er brug for det. For den 155 hk motor har masser af overskud. Værd at fremhæve er også, at motor er ualmindelig støjsvag, hvilket giver en nærmest glidende følelse, når du ligger på landevejen.

Konklusion
C
aptur er en pokkers fin bil, der i den grad bør få de tyske konkurrenter til at kigge sig over skulderen. Du får lækkert design, lækkert interiør, masser af teknik og en (i dette tilfælde, red.) super kombination af motor og gearkasse. Det bliver utrolig spændende at se og prøve, når Renault senere på året kommer med deres Plug-in-Hybrid version af Captur. Med danskerne stigende hang til elektrificerede biler, er den dømt til succes på forhånd.