Volvo XC90 T8


Globalt set har Volvo XC90 været en enorm succes for Volvo lige siden modellens introduktion tilbage i 2002. XC90 var lidt af et sats for Volvo og bilen var da også den første af sin slags for den svenske bilproducent. Men forbrugerne elskede bilen fra start, hvilket efterfølgende har resulteret i en lang række af succesfulde SUV modeller fra Volvo.

Her tyve år efter XC90 introduktionen må vi erkende, at det nok er sidste generation af den populære model med forbrændingsmotor. Godt nok er der tale om en plug-in-hybrid, men dog stadig med en forbrændingsmotor som den primære enhed. Næste generation af XC90 bliver en ren elbil – og selv om det er den rette vej at gå, så kan det irritere lidt, når Volvo formår at skrue så vellykket en bil sammen, som det er tilfældet med XC90. Her er hvorfor.

XC90 fås kun som plug-in-hybrid kaldet T8. Her er tale om en benzinmotor med 310 hk og en elmotor med 145 hk – altså en samlet systemydelse på hele 455 hk. Endnu vildere er nok bilens drejningsmoment, hvor benzinmotoren sørger for 400 Nm og elmotoren 309 Nm – samlet set et drejningsmoment på 709 Nm. Til sammenligning har en Lamborghini Huracán V10 et drejningsmoment på 560 Nm. Det er selvfølgelig elmotorens enorme ydelse fra 0 o/min, der gør hele forskellen. Men det er virkelig også værd at fremhæve den 4-cylindrede benzinmotor, for den gør det imponerende godt. XC90 T8 er super hurtig selv uden strøm på batteriet.

Med fuld smæk på batteriet stryger XC90 T8 forbi de 100 km/t på 5,8 sekunder. Måden den gør det på er yderst imponerende og Volvo viser virkelig, at de har styr på deres gearkasser. I dette tilfælde er der tale om en yderst smidig 8-trins Geartronic af egen produktion. Stor applaus herfra for den!

På vejen er XC90 noget af det mest behagelige, du umiddelbart kan opdrive. Luftundervognen sluger det meste og støjniveauet er stort set ikke eksisterende. I kabinen sidder du mageligt i de lækre ”stole” og alle i kabinen har rigelig med plads. XC90 fås med 7 sæder, og selv om voksne godt kan sidde bagerst, vil jeg klart anbefale at overlade disser sæder til børn eller teenagers.

Kvaliteten i kabinen er på det vanlige høje niveau, som vi normalt kender fra Volvo. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at man havde valgt et re-design af instrumentpanelet, da den buede plastik omkring touchskærmen og ventilationsdyserne virker en smule gammeldags – specielt når vi har set, hvad man formår i f.eks. Polestar. Vælger du at bestille en XC90 nu, vil du nyde godt af Powered by Google i din bil. Et system der fungerer suverænt i de biler, hvor det er installeret.

Det sjove ved XC90 er, at bilen på ingen måde ser gammel ud. Den seneste generation har noget nærmest majestætisk over sig, når den står der i sin blå farve med masser af krom-detaljer. Jeg er fan.

En anden ting jeg er fan af er prisen. Volvo tilbyder som sagt kun XC90 i T8 udgaven og her er startprisen 912.479 kroner. Volvo kørte faktisk en kampagne for ikke så længe siden, hvor startprisen havde en 8-tal forrest, og her gik køberne virkelig til fadet. Vores testbilen havde ganske få ting fra listen over ekstraudstyr – men værd at fremhæve er den aktive luftundervogn til 31.001 kroner. Den er guld værd.


Prisen er super skarp og sammenligner vi f.eks. med BMW X5 xDrive45e med 399 hk eller Mercedes GLE 350e med 347 hk, så er den mere end konkurrencedygtig.

Jeg er vild med XC90 T8. Jeg synes, den er ekstremt velkørende og har en imponerende drivlinje. Kvaliteten er på et meget højt niveau og infotainment systemet med det kommende Powered by Google er helt suverænt. Det er synd en så fin hybrid-drivlinje skal udgå – men vi kan desværre ikke gøre noget ved det.