Ny Cupra Leon med op til 310 hk


I år har CUPRA planer om at demonstrere sine evner på bilmarkedet med en udvidelse af modelpaletten og international ekspansion. Som et supplement til succesen med CUPRA Ateca styrker mærket sin produktportefølje med den første CUPRA Leon og med CUPRA Formentor, som er den første model, der er skabt specifikt til mærket.

Mens Formentor får verdenspremiere på den internationale biludstilling i Genève i næste måned, benyttede CUPRA den officielle åbning af mærkets hovedkontor til at præsentere den nye CUPRA Leon. Den kommer som både 5-dørs hatchback og stationcaren Sportstourer og har et bredt udvalg af højtydende motorer – fra benzinmotor til plug-in-hybrid med enten 245 hk, 300 hk eller 310 hk.

CUPRA Leon, der forventes at blive lanceret i årets sidste kvartal og er den første CUPRA Leon med mærkets eget logo, byder på design, komfort og den nyeste teknologi til bilentusiaster, som er åbne over for elektrificering og på udkig efter køreglæde og præstationer.

CUPRA e-Racer præsenteret
CUPRA afslørede også den nye version af CUPRA e-Racer, som er verdens første komplet eldrevne touring-racerbil. Mærkets CEO Wayne Griffiths bekræftede, at CUPRA skal deltage i det elektriske touringcar-mesterskab PURE ETCR, som starter i år med Mattias Ekström og Jordi Gené bag rattet.

Ingeniørerne hos mærket, som udspringer af motorsport, har også udviklet en ny benzindreven touringcar-racerbil, CUPRA Leon Competición. Ekström og Gené afslørede bilen og fremhævede dens aerodynamik og anvendelsen af letvægtskomponenter, som er udviklet ved hjælp af 3D-print, for at forbedre vægtfordelingen.