Længere rækkevidde til IONIQ 5


Årets Bil i Danmark – IONIQ 5 - vil i forbindelse med 2023-modelskiftet, få en øget batterikapacitet fra 72,6 kWh til 77,4 kWh, hvilket giver en øget rækkevidde på op til 25 km og 26 km på én opladning alt afhængig af, om det er 2WD eller 4WD. Det betyder samtidig en mindre prisstigning.

Den øgede batterikapacitet giver både en længere rækkevidde og flere hestekræfter på Long Range-udgaverne. Går man efter den længste rækkevidde, skal man vælge den tohjulstrukne model med 19”. Den har en rækkevidde på op til 507 km, hvilket er op til 26 km mere på én opladning. Den længere rækkevidde, opnår IONIQ 5 med et batteri på 77,4 kWh og priserne starter ved 354.995 kr. for Essential-modellen.

Den firehjulstrukne IONIQ 5 med et 77,4 kWh-batteri, der leverer 325 hk, øger rækkevidden fra 460 km til 485 km. Altså op til 25 km mere på én opladning end den nuværende på 72,6 kWh. Priserne starter ved 414.995 kr. for Advanced model. Det skal dog bemærkes, at tallene på ovennævnte rækkevidde og hk ikke er endeligt bekræftet fra Hyundai.

Tilbydes også med et mindre batteri
IONIQ 5 modelår 2023 tilbydes også med en batteristørrelse på 58 kWh, der giver en rækkevidde på op til 384 km på én opladning. Her starter priserne fra 329.995 kr.

Det vides ikke præcist, hvornår de første 2023-modeller kommer til Danmark, men formentlig i sidste halvdel af 2022.